0 kommentarer

Løgnens hus af Elly Griffiths

af d. 13. maj 2020
Info
 
Sideantal

329

Udgivet

2018

ISBN

978 87 12 05799 4

Originaltitel

The Janus Stone - oversat af Lærke Pade

Udgave

1. udgave

 

Den engelske titel på “Løgnens hus” er langt bedre end den danske: “The Janus Stone”. Janus, den tohovedede romerske gud for indgange og åbninger. Janus, til hvem man bragte ofre og begravede dem under dørtrinnet for at beskytte huset og dets beboere.

“Løgnens hus” … lyder det ikke mere som en ugebladsnovelle i Ude og Hjemme?

Anywæh. Et skelet af en lille pige findes på en byggeplads i Norwich, hvor en profitglad entreprenør er ved at opføre 75 luksuslejligheder i eksprestempo.

Ruth Galloway, arkæolog, knogleekspert og vordende mor, tilkaldes. For stammer den lille pige, der mangler sit hoved, monstro tilbage fra romertiden, hvorfra der stadig er ruiner? Eller fra tiden, da den nu nedrevne palæejendom husede et katolsk børnehjem? Eller…?

Forfærdende hemmeligheder om husets tidligere beboere kommer drypvis for en dag. Hele tre små piger er døde engang for længe siden, men hvem af dem, der nu er blevet fundet, er svært at afgøre. Og hvor ligger de to andre døde piger begravet?

Vicekriminalkommissær Harry Nelson inddrager modvilligt Ruth i opklaringsarbejdet. Ikke, at han ikke kan lide hende – for det kan han – men hun må jo passe på sig selv. For trods alt bærer hun hans barn, en pige, som ingen andre helst skal vide noget. Nelson er nemlig lykkeligt gift og far til to andre piger.

Men nogen vil gøre meget for at forhindre Ruth i at drage de afgørende konklusioner. Først skræmmer vedkommende hende fra vid og sans, siden bliver det mere alvorligt.

“Løgnens hus” er andet bind i Elly Griffiths serie med den såre menneskelige Ruth Galloway i hovedrollen. Og som 1’eren er det en udmærket, ikke alt for sindsoprivende krimi.

Der er mange lighedspunkter (for nu ikke at sige genbrug) mellem de to bøger. Begge starter med fundet af et lille pigeskelet og fortsætter med, at nogen chikanerer Ruth på det groveste. Hun er dog ikke sådan at slå af pinden, blandt andet fordi hun tænker mere på sin vægt end på, hvad der kan gå galt hen ad vejen.

Elly Griffiths’ krimier er den bløde mellemvare. Hyggelige på den ærkeengelske måde, uden tvivl skrevet for læsere (måske primært piger?), der ikke tåler for voldsomme chok.

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter