0 kommentarer

Livstid af Peter Laugesen

af d. 27. oktober 2016
Info
 
Sideantal

62

Udgivet

2015

ISBN

978-87-991027-0-9

Udgave

2. udgave, 1. oplag

 

Digtsamlingen ”Livstid” udkom første gang i 1987.

Da jeg googlede bogen, kunne jeg læse mig frem til, at bogen i mange år har været udsolgt fra forlaget – og man har åbenbart kunnet købe bogen til en horribelt høj pris i forskellige antikvariater.

I 2015 valgte Forlaget Melodika at genudgive ”Livstid”, og da denne anmelder var nysgerrig, valgte jeg at købe digtsamlingen. Jeg ville gerne vide, hvorfor lige netop denne bog var så fremragende, at den har været udsolgt i årevis eller har kostet det blå ned fra himlen i et antikvariat.

Efter at have læst ”Livstid” leder jeg stadig efter et brugbart svar, for jeg synes desværre, at bogen er aldeles rædselsfuld.

Man kan kort sagt beskrive digtene i ”Livstid” som tekster, der beskriver tomheden i tilværelsen og viser, hvordan mennesket dybest set er et ensomt individ i en verden, hvor der hersker kaos, og hvor man ikke skal forvente at få noget lykkeligt ud af sin tilværelse her på jorden. Ikke just en munter bog at læse, og det er måske også derfor, at jeg blev i dårligt humør af at læse digtene. Bogen var ganske enkelt deprimerende.

At bogen er deprimerende er faktisk ikke engang bogens største problem. Det største problem er desværre, at digtene er afsindigt dårlige. Dårligt skrevet i en grad så jeg sjældent har læst så ringe en bog.

Nu kan du måske – med en vis ret – finde på at spørge hvorfor jeg synes digtene var så umådeligt ringe, og det vil jeg gerne prøve at forklare.

For det første synes jeg, mange af teksterne var uforståelige, i hvert fald kan jeg ikke forstå at nogle anmeldere har fortolket digtene som tekster, der beskriver tomheden i tilværelsen. Jeg kunne simpelthen ikke se eller forstå, hvad det var forfatteren ville med disse tekster.

For det andet mangler der sammenhæng i teksterne, i mine øjne var der nærmest tale om løsrevne tekster, der er sat tilfældigt sammen for at udgøre en bog, der samlet set ikke sagde mig noget som helst.

Der er kun et forsonende træk ved ”Livstid”. Det er ikke teksterne, men derimod, at Per Kirkeby har lavet illustrationer til teksterne – og de tegninger kunne jeg rigtig godt lide. Tegningerne af Per Kirkeby redder slet ikke bogen, og jeg kan derfor kun tildele ”Livstid” en enkelt stjerne.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter