0 kommentarer

Livsens ondskab af Gustav Wied

af d. 1. marts 2006
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

278

Udgivet

1966

Originaltitel

Livsens ondskab

 

Livsens Ondskab, magen til personskildring skal der søges længe efter. Thomsen, Clausen, Mørch, Knagsted (Livsens Ondskab) og alle de andre i Gammelkøbing er ikke blot imaginære personer efter du har læst dette værk. Levende og udødeliggjorte indprenter de sig i erindringen, så du ender med at blive dus med en hel provinsby. Og miljøet. Alle vil finde sine særlige passager, der mindst genlæses én gang.(Personligt holder jeg meget af skildringerne om “De Danske Ædedolke”).

Dette er blot den mindste force ved bogen. Den altoverskyggende fordel er Wieds humoristiske sans. Den gennemsyrer alle tanker og udsagn.
Paradoksalt nok er temaet for romanen livslede/-ligegyldighed, som kommer til udtryk igennem Knagsteds personlighed og galgenhumor. I en samtale med overlærer Clausen om at alle har et ideal, benægter Knagsted ikke dette. Derimod siger han, at hans ideal er den livløse, men dog stadig levende hane, som bor hos Thomsen. Og dette er netop Knagsteds livsfilosofi, livslede. Som modstykke til Clausens livsglæde. (Man fornemmer klart hvilken indflydelse Gustav Wied har haft på eftertidens forfattere såsom Tom Kristensen, der dog går skridtet videre i “Hærværk” ved bevidst at søge efter at gå i hundene.) Og al dette er pakket ind i humorens slør, og det er netop denne, der gør bogen til den klassiker den velfortjent er. For kun en sand ordets mester kan gøre et så deprimerende tema til en så underholdende og tankevækkende bog, at man midt i al den skildrede armod, alligevel går fra bogen med højt humør og mod på endnu en dag midt blandt al verdens ondskab. “En burde vidst aldri’ ha’ sine Ønsker opfyldt her i denne Verden, Hr. Toldkontrollør…” Sådan lyder Thomsens afsluttende ord til Knagsted. Og tilbage har jeg kun at sige: God appetit, I danske litterære ædedolke.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter