0 kommentarer

Livlægens besøg af Per Olov Enquist

af d. 14. januar 2012
Info
 
Sideantal

354

Udgivet

2000

ISBN

87-568-1552-2

Originaltitel

Livläkarens besök

 

 

“Livlægens besøg” er en pragtfuldt velskrevet roman om Struensee-tiden, og den revolution der var så tæt på at lykkes og alligevel gik så gruelig galt.
Den danske kong Christian 7. er kuet. Igennem hele sin barndom er det vordende statsoverhoved blevet pryglet og fornedret, for at han ikke selv skal realisere sin magt, men blot fungere som en marionet-dukke for sine mange “velgørere” ved hoffet. Den hårde opdragelse sætter sine præg på den unge prins. Han bliver psykisk ustabil, og føler kun lede ved den krone han får overdraget i en urimeligt ung alder. Hofmændene har gjort deres forarbejde perfekt, hvad de dog ikke havde regnet med, var at dette magtens tomrum skulle udfyldes af den tyske læge og oplysningsmand J. F. Struensee, som får hele den enevældige magt overrakt og påbegynder den humanistiske revolution der bl.a. forsøger at frisætte de danske stavnsbønder. Struensee får naturligvis fjender i hobetal, men da han besidder kongens gunst er der ingen der kan røre ham, indtil den dag han forelsker sig i kongerigets unge dronning, og de indleder en skæbnesvanger affære.

“Livlægens besøg” er ligesom alle andre historiske romaner underlagt det grundlæggende problem at læseren jo allerede kender slutningen på historien inden man overhovedet har vendt første blad. Så hvorfor skal man læse en allerede velkendt historie. Det skal man fordi denne historie ikke blot er utroligt fascinerende, med dens indblik i det kongelige hof omkring Christian 7. og dertil hørende detaljer om sex, vold, intriger, magtbegær og en sjælden gang imellem ægte uforfalsket kærlighed, men også fordi den er ualmindeligt godt fortalt. Enquist holder sig til et meget enkelt, næsten nøgternt, berettende sprog, som gør historien letlæselig og absolut overbevisende. Derudover skinner hans kærlighed til de medvirkende aktører klart igennem og selv historiens mest usympatiske karakterer bliver beskrevet som menneskelige, usle og afskyvækkende ja, men dog alligevel mennesker.

Et fængslende og dramatisk stykke danmarkshistorie serveret på en enkelt og elegant måde.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter