0 kommentarer

Livet er let, bare rolig af Agnès Martin-Lugand

af d. 12. marts 2019
Info
 
Sideantal

237

Udgivet

2019

ISBN

9788740047028

Originaltitel

La vie est facile, ne t'inquiète pas - oversat af Anders Juel Michelsen

Udgave

1. udgave

 

En feel-good klichéfyldt kærlighedsroman

Vi møder Diane, som har mistet mand og barn i et biluheld. For at hele sine sår tog hun til Irland, hvor hun mødte Edward (Læs om denne del i forgængeren: “Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe”). Hun længes dog efter Paris og starter på en frisk sammen med sin ven Félix og får gang i sin bogcafé i den franske by. I denne bog møder hun igen kærligheden i form af Olivier, men inden hun når alt for langt, opstår en tragisk situation så Diane bliver nødt til at tage til Irland. Her ramler hun ind i Edward igen, og selvom de begge er kommet videre i livet, opdager de hurtigt, at de begge stadig nærer følelser for hinanden. Dette bringer Dianes tanker i vildrede – for er hun nu parat til at forlade sine vante og trygge omgivelser i Paris?

Bogen er en selvstændig fortsættelse til den internationale bestseller “Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe”, og vi hører om Dianes valg i livet, som får konsekvenser for kærligheden. Der er en del klichéer, og til tider er historien nem og forudsigelig. Det er en utrolig let bog og er rigtig fin som tidsfordriv og afslapning. Persongalleriet er bygget meget stereotypt op, og hvis du kender til chick-lit genren, så vil du føle dig som en ekspert på personerne i denne bog. Der er alt lige fra den tavse, reserverede fyr (Edward) med et hjerte af guld, den ekstremkærlige og godhjertede “ekstra-mor” (Abby) til den flirtende festglade bøsseven (Felix). 

Bogens fokus er kærligheden mellem Diane og de to fyre, og samtidig er der også belyst en del om sorg og bearbejdning af sorgen. Beskrivelser er billedlige, og man føler sig tæt på karaktererne. Kærlighedsdramaet mellem karaktererne er dog meget forudsigelig, og det samme er den lykkelige slutning også.

Det er en sød historie, men jeg tror, at jeg havde haft en anden forestilling og forventning til bogen, da jeg så titlen, forsiden og læste om forfatteren, der er uddannet klinisk psykolog. Desværre blev jeg ikke helt bidt af bogen grundet mine forventninger, men det er da en charmerende klichéfyldt kærlighedsroman, som sagtens kan nydes på en regnvejrsdag.

Jeg har givet den 3 stjerner ud af 5, da jeg ikke kan give 2,5 stjerner, og 2 er måske lige strengt nok.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter