0 kommentarer

Linas dagbog af Emma Hamberg

af d. 30. september 2007
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

300

Udgivet

2006

ISBN

87-11-22483-5

Originaltitel

Linas kvällsbok

 

”Den, som ud over mig selv læser denne dagbog, skal dø. Eller også må jeg dø. I denne bog skal sandheden nemlig stå. Ellers taler jeg næsten aldrig sandt (guud, hvordan skulle man overleve de sidste klasser i folkeskolen, hvis man gik rundt og talte sandt?), jeg lyver om alt for at virke lidt bedre, end jeg egentlig er.
Jeg har også en lyvedagbog, hvor jeg for det meste bare beskriver mit liv, sådan som jeg ville ønske, det var. Den ligger i reglen fremme, det er kun godt, hvis nogen kommer til at læse den. Men du, min sandhedsaftenbog, du skal gemmes langt væk, langt bort, hvor ingen finder på at lede.”

Lina er en velfungerende femtenårig pige. Hun bor i en lille svensk by, Rödköping, sammen med sin far, mor og lillebror. Lina har 3 gode veninder, selvom man får lidt indtryk af, at det for de tos vedkommende er mest for popularitetens skyld, hun omgås dem. Lina går meget op i hvordan andre opfatter hende, og hun er absolut ikke ærlig omkring sin person, blandt andet hvorvidt hun er jomfru eller ej.

Kærlighed, fester, drenge og veninderne fylder utroligt meget i Linas tilværelse, ganske naturligt hendes alder taget i betragtning. Hun får sig også en kæreste, Danne, som går i gymnasiet. Lina er ikke rigtigt vild med ham, men da hun selv går i 9. klasse, og den mest populære pige i klassen synes han er ok, så affinder Lina sig med, at det ikke er nogen stormende forelskelse. Til Linas egen store ærgrelse er der i stedet en dreng i 7. klasse, som hun bare ikke kan få ud af hovedet, en dansk udseende knægt ved navn Ivar. Han hører ikke til de særligt seje elever, er faktisk tværtimod lidt speciel, så derfor kan Lina selvsagt ikke gøre noget ved sin betagelse af ham. Hun må simpelthen bide det i sig og nøjes med Danne. Men kan hun nu også det, sådan uden videre?

Det er en virkelig godt fortalt historie, som helt sikkert vil appellere til piger i puberteten. Der er rigtig mange temaer at identificere sig med, både kærlighed, venskab, selvværd, den spirende seksualitet og følelserne i forbindelse med denne.

Hvad jeg synes, der er ret fedt ved bogen, er at Lina fra starten melder klart ud, at af de to dagbøger hun har, er denne den, hvor hun betror sig med de skinbarlige sandheder, og selvom det selvfølgelig er fiktion, er det som om man får adgang til hendes inderste tanker. Jeg sad lidt med en følelse af virkelig at læse i en andens dagbog, lidt forbudt men dermed også mere spændende. Et charmerende træk er desuden, at der i bogen er “klistret” billeder ind, hvortil Lina selv har skrevet små notitser. Det giver et ekstra personligt præg, og samtidig får man et lidt indtryk af, hvordan de personer som Lina fortæller om ser ud.

Noget der dog irriterede mig, ret kraftigt endda, er at forfatteren kun skriver personernes forbogstav når der er dialog i bogen, hvilket der er ret ofte. Det kræver, at man hele tiden skal bruge kræfter på at huske, hvem det er, der har hvert enkelt forbogstav. En lille detalje, ja, men jeg synes det er lidt ærgerligt.

Kan læses fra 14 år.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter