0 kommentarer

Lige om næste hjørne af Lars Holmgaard Jørgensen

af d. 26. oktober 2007
Info
 
Sideantal

212

Udgivet

2007

ISBN

978-87-02-05648-8

 

Jakob har netop fået sin studentereksamen og er parat til at holde den fedeste sommerferie med vennen Peter, som er i smedelære. De to gutter skal ud i sommerlandet, drikke øl og score piger. Jakobs mor er bekymret for sønnens fremtid på grund af hans eksamensgennemsnit, der ikke ligefrem åbner mange døre for ham. Jakob selv lader sig ikke tynge af sådan en detalje, og heldet er med ham, da han i toget kommer til at sidde sammen med nogle gejstlige. Han overhører deres samtale, og pludselig står det hele klart for ham.

“Jeg søger bare en uddannelse, hvor der stadig er pladser efter optaget,” sagde jeg. ” Det passer også bedre til mit snit, vil jeg tro!”
Og nu sad Knud, Ansgar, Luther Lagkage og en tidligere gartner og gav mig løsningen på et fad! Som den romerske statholder Pontius Piratos fik Johannes Døberens hoved engang!
Jeg skulle læse teologi!
Jeg skulle være præst!
Helt uden problemer kunne jeg se mig selv i sort præstekjole og hvid pibekrave gå på prædikestolen og læse op fra Det Nye Testamente om Paulus´ brev til Cerutterne, mens to hensygnende pensionister lyttede andægtigt […]”

Velankommet til Nordjylland mødes Jakob med sin ven Peter. Han fortæller ham lidt om sin chefs virksomhed, og det løber Jakob koldt ned af ryggen, da det kommer frem, at de to har gang i en lille våbenhandel ved siden af geschæften. Aftagerne er nogle skumle personager, men Peter er tilsyneladende ikke videre bekymret over det lyssky foretagende. Han ændrer dog holdning, da han skal vise Jakob værkstedet, men i stedet finder sin chef hårdt medtaget i køkkenet efter et voldsomt overfald. Det bliver en sommer, som ingen af dem havde regnet med.

Superunderholdende og velskrevet drengerøvskrimi som hele vejen igennem er krydret med forfatterens lune humor. Måske er historien ikke helt realistisk, men handlingen kommer vidt omkring i alle krogene og forener både våbenhandel, rockere, nazister og indvandrerbander. Det hele er dog ikke action, for det er jo sommerferie og den skal også nydes, så de to ungkarle har planer om at de vil score nogle piger. Hvorvidt det så lykkes vil jeg ikke røbe.

Bogen er samhørende med “Lige om hjørnet” som er første del om Jakob, men kan sagtens læses selvstændigt.

Kan læses fra 14 år.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter