0 kommentarer

Lettipark af Judith Hermann

af d. 3. marts 2017
Info
 
Sideantal

169

Udgivet

2016

ISBN

978 87 93209 38 1

Originaltitel

Lettipark - oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

Udgave

1. udgave

 

“Øer” er velsagtens en repræsentativ historie i den lavmælt velskrivende tyske forfatter Judith Hermanns nye novellesamling, “Lettipark”.

Som resten af novellerne er “Øer” en uhåndgribelig slice of life-situation, der hverken er forstørret, formindsket eller forklaret – bare en lille bid af et ordinært liv, der hverken starter eller slutter her, endsige handler om noget særligt. Hvorfor vi skal høre om netop dette øjeblik i denne persons liv, ved vi ikke, men vi accepterer det gladeligt. For det er som at lytte til fyndige ord på et sprog, vi ikke forstår, fortalt af en insisterende, yderst behagelig stemme. Vi lytter, vi nikker, vi smiler forekommende, vi hygger os.

Iris ser på et fotografi af sig selv og Martha hånd i hånd foran et hus for 20 år siden. Det må være dengang på Antillerne. Hvorfor de har så uglet hår, husker hun ikke. I det hele taget står opholdet på øen noget tåget. Deres vært, som Martha måske lå i med, forsvandt pludselig; så stormede politiet huset, optrådte ualmindelig brutalt, og så forsvandt også de. Næste dag tog en eller anden billedet, der for så vidt er ganske intetsigende.

Hun støder stadig på Martha i ny og næ. Martha optræder lidt stift, “men bag det formelle, er der stadig en stor ømhed, en grænseløs varme, som jeg næsten ikke kan modstå.”

Martha har en vane med at flette Iris’ navn ind overalt i samtalen, når de mødes, som for at demonstrere en særlig forbindelse mellem de to. “Men jeg er bange for at jeg faktisk aldrig reagerede på det,” funderer Iris efterfølgende.

Iris kan næsten ikke modstå Marthas ømhed – næsten ikke, men hun gør det altså alligevel. Og hun siger, hun er bange for, at hun ikke reagerer på Marthas skjulte tilnærmelser – ’bange for’ betyder her det stik modsatte. Hvad er det for en animositet, Iris åbenbart nærer mod Martha?

Vi får det aldrig at vide. Vi fornemmer det bare. På grund af nogle få henkastede ord, som man bagefter er glad for, at man ikke læste for hurtigt hen over. For sådan er det med Judith Hermann: Hun skriver ubegribeligt godt, men det kræver en læser, der forstår at påskønne indsatsen.

“Lettipark” indeholder 17 små noveller, fyldt med sære og sært interessante skæbner, usentimental tristesse og en altmodisch atmosfære; som at stå midt i en smuk stue med antikke møbler og et partikelfyldt sollys flimrende ind gennem en rude, der ikke har været pudset de sidste halvtreds år. Man ville gerne have kendt de mennesker, der boede her, men de er uden for rækkevidde.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter