0 kommentarer

Leoparden af Giuseppe Tomasi Di Lampedusa

af d. 14. december 2011
Info
 
Sideantal

288

Udgivet

2004

ISBN

87-02-01966-3

Originaltitel

Il gattopardo

 

Kanoniseret som et hovedværk i italiensk litteratur, filmatiseret med selveste Skurk Lancaster i titelrollen, rost til skyerne i Thomas Harders kongeniale nyoversættelse… Forventningerne til “Leoparden” var høje, men tilbage står blot ærgrelsen over at have spildt et par dage i frustreret kedsomhed.

Den 50-årige patriark, don Fabrizio Corbera, Fyrste af Salina og en af Siciliens mægtigste mænd, indser med ophøjet ro, at adelens privilegier snart må vige for et samfund, hvor også andre klasser kommer til fadet. I 1860 består det italienske støvleland endnu af en række små kongedømmer, men skal snart samles i Kongeriget Italien, hvor en stilfærdig demokratiseringsproces er i gang. Fyrsten ved det og byder nøgternt de nye tider velkommen. “Hvis alt skal forblive, som det er, må alt ændres,” som det hedder

I don Fabrizios våbenskjold indgår en leopard, og Fyrsten er da også stolt og egenrådig, omend en smule mere tandløs end det flotte rovdyr. Langt højere end sine syv børn og sin nervesvækkede kone elsker han nevøen Tancredi, der er en fremtidens mand. Tancredi forelsker sig uhjælpeligt i den underskønne Angelica og svigter dermed Fyrstens datter Concetta, der herefter må se en skæbne som bitter pebermø i øjnene.

“Leoparden” består af prægtige, sidelange, minutiøse beskrivelser af natur, haver, palazzoer, selskaber, klædedragter og mennesker i et landligt, siciliansk aristokrati. Handling er der ikke meget af, men det kunne de naturalistiske scenerier og den subtile humor til dels have dækket over og gjort bogen nogenlunde spiselig – som en slags italiensk Korsbæk – hvis det ikke var, fordi den røde tråd er en tonstung ironiseren over alt og alle.

“Det var et lidt dystert smykke, men det stemte nøje overens med tidens kirkegårdsagtige smag.” Med 100 års bagklogskab sidder Lampedusa og hoverer over sine afdøde landsmænds sæder og skikke. For at slå sine pointer fast begår han konstant grove stilbrud ved at inddrage overlydsfly, Anden Verdenskrig og stakkels Freud, der kun lige var født dengang.

Stærkt irriterende er også Lampedusas alvidende forudsigelser om, hvordan det sidenhen skal gå hans personer, som han ikke selv bryder sig stort om: “… den sygdom, der tre år senere skulle forvandle hende til et ynkeligt vrag, var allerede virksom, men den lå skjult i hendes blods dyb.”

Dog: Hatten af og 1 stjerne for Leopardens bevægende exit.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter