0 kommentarer

Leksikon om lys og mørke af Simon Stranger

af d. 1. april 2020
Info
 
Sideantal

400

Udgivet

2020

ISBN

978 87 400 5396 8

Originaltitel

Leksikon om lys mørke - oversat af Sara Koch

Udgave

1. udgave

 

”Leksikon om lys og mørke” er en roman om Simon Strangers jødiske kones familie, skabt for at forklare forfatterens egne børn, hvorfor oldefar Hirsch blev myrdet under Anden Verdenskrig.

“Kære Hirsch. Dette er et forsøg på at udsætte den anden død…” I den jødiske tro dør man to gange. Først, når hjertet holder op med at slå. Dernæst, når ingen længere husker én. Med denne bog sørger Stranger effektivt for, at Hirsch Kommisars navn lever videre.

Vi er med hele vejen, fra Hirsch arresteres i januar 1942 af Gestapo og anbringes i lejren Falstad lidt uden for Levanger til oktober samme år, hvor den jødiske modehandler bliver skudt og forsvinder fra jordens overflade.

Var det Henry Rinnan, der angav Hirsch? Det er ikke sikkert, men ret sandsynligt. Hvor Vidkun Quisling var den norske paradefigur under naziregimet, var Rinnan den skånselsløse håndlanger, der direkte stod for arrestation, tortur og henrettelse af både modstandsfolk og helt uskyldige mennesker.

Hvad driver en velbegavet gut som Rinnan til de usigelige rædsler, han bliver ophavsmand til? Tja, noget så banalt som hans højde, såmænd. Rinnan måler 161 cm i et land befolket af kæmper. Fra barnsben grines han ad og forbigås i så tænderskærende grad, at man forstår hans trang til komme op på den høje hest. Deroppe, hvor man kan slå på dem, der er mindre end én selv. Jøderne, for eksempel.

Sideløbende med familien Kommisars skæbne tegner Simon Stranger et indfølt portræt af Henry Rinnan, fra han var en lille, hårdtprøvet knægt, til han pågribes ved krigens slutning som en lille, led satan.

Rinnan øjner straks sin chance, da tyskerne besætter Norge i 1940. Han bliver hemmelig agent for det tyske sikkerhedspoliti Gestapo, kodenavn Lola. Så effektiv er han til at infiltrere, spionere og terrorisere, at han får sin egen Sonderabteilung Lola, bedre kendt som Rinnanbanden.

Rinnanbanden holder til i det, de selv kalder Bandeklosteret i Trondheim. Her bliver vi, med historisk belæg, vidne til nogle grusomme tortur- og henrettelsesscener. Skæbnens ironi vil, at Bandeklosteret bliver huset, hvor næste generation af familien Kommisar flytter ind efter krigen.

Hirschs små børnebørn ved naturligvis intet om, hvad der er foregået i villaens kælder. De finder pistolkugler i væggene og en stofpose med ti hele menneskenegle, og med al barndommens vidunderlige uskyld opfører de et teaterstykke for naboerne i nazibødlens tidligere torturkammer.

Forfatteren skriver så yndefuldt og indlevet, at man som læser suges ind i de ufattelige hændelser. Man bliver fornemt underholdt, men bliver også klogere på historien og mennesket. Og naturligvis får Simon Stranger trukket en nødvendig parallel fra den tids jødehad til nutidens antisemitisme, som hans kone Rikke stadig konfronteres med.

“Leksikon om lys og mørke” er et anmeldereksemplar fra Politiken Forlag, der ikke har haft indflydelse på denne tekst.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter