0 kommentarer

Lejlighedssange af Stine Pilgaard

af d. 27. februar 2018
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

217

Udgivet

2016

ISBN

9788763842983

 

Hold da op! Jeg sidder her og er fuldstændig lamslået. Jeg kendte ikke Stine Pilgaard på forhånd, og kendte kun “Lejlighedssange” fra en anmeldelse jeg læste for meget længe siden. Jeg havde glemt alt om anmeldelsen og om “Lejlighedssange” indtil jeg pludselig faldt over den ved et tilfælde. Så jeg samlede den op, åbnede den, og læste den, og måtte hurtigt overgive mig fuldstændig i Stine Pilgaards vold. For det er da helt vanvittigt som hun kan skrive. Hun skaber de mest fantastiske sætninger og billeder, og jeg kunne ikke andet end suge det til mig, mens jeg tænkte: Mere, mere, mere…

“Lejlighedssange” er en roman om fællesskab og splid blandt beboerne i en århusiansk andelslejlighedsforening. I foreningen bor bl.a. kirurgen Elizabeth, der ikke lægger fingrene imellem, heller ikke når hun gengiver de utroværdigt taktfaste sexlyde fra lejligheden ovenpå, Mormor og hendes ‘veninde’ Ruth, der grundlagde en livslang kærlighed i et landskab af køer, kirker og forbud, Lotte fra det progressive kollektiv i stueetagen og romanens fortæller, en ung kvinde, der netop er flyttet ind med sin kæreste. Hun skriver horoskoper og sange til enhver lejlighed, og snart fyldes hendes stue af de andre beboere, når mærkedagene nærmer sig.

Selv om der egentlig ikke er nogen fortløbende historie i “Lejlighedssange”, så kommer vi alligevel helt ind under huden på de mærkelige og skønne mennesker der befolker opgangen. Kapitlerne har navne efter et stjernetegn, en sangtitel, eller ingen navne. Pilgaard tager den velkendte roman med sin forudsigelige struktur, kronologi og opbygning, og flår den i stykker med ord. I begyndelsen forvirrede det mig at der ikke var en fremadskridende handling, men efterhånden faldt de små punktnedslag på plads og viste mig en kollage af ord, men også en kollage af mennesker der, afhængig af hvordan de lige blev sat sammen, skabte nye historier. Nye virkeligheder, der ikke var der for et øjeblik siden. I sin opbygning minder “Lejlighedssange” om Jens Smærup Sørensens “Mærkedage”, der er skrevet på samme måde. Da jeg læste den for en del år siden, var det samme indledende forvirring der ramte mig, indtil det hele faldt på plads – uden egentlig at have en plads. Det er virkelig godt gået, at skrive så læseren mister fodfæstet en stund.

Hvis du tænker at du vil læse “Lejlighedssange”, kan jeg kun ønske dig tillykke. Du har den stadig til gode. Jeg kan godt ærgre mig over at have læst den, for nu har jeg den ikke længere til gode. Men jeg tror alligevel at jeg kan finde på at læse lidt i den en gang imellem. Om ikke for andet, så bare for sprogets og den underfundige humors skyld. “Lejlighedssange” er langtidsholdbar!

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter