0 kommentarer

Lejlighed 42 : og andre mørke fortællinger Af Nikolaj Højberg

af d. 17. oktober 2010
Info
 
Sideantal

226

Udgivet

2010

ISBN

978-87-91589-00-3

 

Spørgsmålet er, om man bør være skræmt eller beæret over at være i skrivegruppe med en forfatter af Nikolaj Højbjergs kaliber? Jeg hælder mest mod det første, da forfatteren om nogen formår at twiste historier, der efterlader læseren stiv af rædsel – og det er ikke altid, at læseren får lov at nyde en lykkelig slutning. Det er snarere undtagelsen end reglen i denne unikke novellesamling, som tager os med ud på en rejse fra barndommens yndlingsbamse på reolen til bunden af mosen og ud til de yderste galakser. Og imens udpensles de mørkeste, sygeste og mest depraverede sider af den menneskelige sjæls dybeste begær, ønsker og drømme. Novellesamlingens absolutte styrke er fraværet af blod og tilstedeværelsen af den krybende, psykologiske uhygge, der optræder, når et menneske mentalt plukkes i småstykker og efterlades som en skygge af sig selv. Det er yderst interessant og efterlader læseren med en følelse af, at det kunne ske for en selv – og hvordan ville man så overleve?

Novellesamlingens titelnovelle er en mørk rejse igennem en død mands søgen efter sin sande identitet, hvor han i sit eget personlige helvede igen og igen slås ihjel i jagten på sandheden og næsten drives til vanvid i forsøget.
”O-puslespillet” er en vellykket science-fiction historie om det perfekte samfund, der i sidste ende alligevel ikke er så perfekt, at man kan undgå at tage drastiske midler i brug for at redde sine børns liv (eller rettere sagt deres hjerner)!
”Jeg har tænder og ved, hvordan man bruger dem” er historien om en drengs løsrivelsesproces fra sine forældre – heftigt ansporet af en teddybjørn, der er klar til at gå til morderiske yderligheder..
”Vandet er stadig sort” er et mareridt, der veksler mellem særdeles ubehagelige flashbacks og en meget mystisk opklaring af et dødsfald.
”Minus første” er så virkelighedsnær, at man som studerende på Århus Universitet ikke blot bør være bange – man bør flygte i panik fra sit fakultet så hurtigt som overhovedet muligt.
”Revnen” er en skræmmende indsigt i, hvad undertrykt vrede kan drive et desperat menneske til.
”En drink med det hele” er det vellykkede, blodige punktum, der virkelig kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de læsere, der nogensinde har sat fødderne på Cafe Mertz i Aalborg – og måske skræmme dem fra at komme der mere, medmindre de har hang til friskaftappede kropsvæsker og zombiekloner af afdøde ægtefæller.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter