0 kommentarer

Lazarus af Lars Kepler

af d. 1. december 2018
Info
 
Sideantal

556

Udgivet

2018

ISBN

978 87 02 16917 1

Originaltitel

Lazarus - oversat af Birgitte Steffen Nielsen og Jesper Klint Kistorp

Udgave

1. udgave

 

En ekstremt blodtørstig og hyperintelligent massemorder sætter alt ind på at hævne drabet på sin tvillingebror. Hævnen omfatter ikke alene politimanden, der skød brormand, men også dennes familie, kolleger og deres familier samt enhver, der kommer i vejen, eller hvis død kan bidrage til at fuldbyrde hævnen. Jurek Walters isnende raseri kender ingen grænser, og et blodbad helt uden sidestykke kan nu tage sin begyndelse i et i forvejen hårdt plaget Sverige.

Et stort antal uskyldige mennesker skydes, stikkes, brændes, sprænges. Lemlæstes til døde. Får skåret halsen over og hovedet af. Begraves levende. Opfindsomheden er stor, når Jurek og hans menneskelige nedsmeltning af en assistent tager fat på massakren. Børn, ældre, demente, debile – ingen går ram forbi.

Lars Kepler – nom de guerre for ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril – skruer i den grad op for virkemidlerne i den syvende saga om den fåmælte, men voldsomt kapable politimand Joona Linna og hans dødsfjende, Jurek Walter. Hvor især de tidlige historier i serien fokuserede mere på den psykologiske spænding, har Kepler denne gang fået en regulær blodstyrtning.

Som sine forgængere er ”Lazarus” neglebidende spændende – i afgrænsede episoder. Selv om læseren efter temperament må le ad eller væmmes ved den overdrevne vold, formår Kepler-parret stadig som få andre af deres kolleger i mysteriebranchen at skrue situationer sammen, hvor man febrilsk sluger siderne for at få en afklaring på, om denne eller hin person skal lide en grusom død eller får lov til at leve videre, lidt endnu.

Desværre er der gået amerikansk B-film à la Rambo i den. Eller måske snarere computerspil – hvor uovervindelige aktører skal tage livet af flest mulige figurer på så spektakulære måder som muligt: Det er underholdende, man keder sig aldrig, men man involverer sig heller ikke. For det er jo netop figurer, der omkommer i hobetal, ikke rigtige mennesker.

Lad os bede en lille agnostisk bøn for, at Kepler i de kommende bind (for der kommer uden tvivl flere) kan finde tilbage til deres mere psykologisk baserede udgangspunkt. Som sagt har de konciperet en spændingsskrue, som de er umanerligt dygtige til at manipulere med, og deres lakoniske stil med korte sætninger og korte kapitler fungerer stadig upåklageligt. Et skridt frem og tre tilbage, Kepler!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter