0 kommentarer

Lavlandet af Jhumpa Lahiri

af d. 29. januar 2016
Info
 
Sideantal

490

Udgivet

2016

ISBN

9788793209121

Originaltitel

The Lowland

Udgave

1. udgave

 

”Lavlandet” tager udgangspunkt i en bengalsk middelklassefamilie bosiddende i det fredelige kvarter Tollygunge i udkanten af den indiske millionby Calcutta; startskuddet lyder umiddelbart efter 2. verdenskrig.

De to brødre Subhash og Udayan fødes med 15 måneders mellemrum og er straks uadskillelige. De følger hinanden i tykt og tyndt: På forbudte eventyr i den nærliggende britiske golfinstitution Tolly Club, som er forbeholdt den hvide overklasse. Pjaskende rundt i lavlandet, som er to fiske- og hyacintfyldte damme uden for familiens lille hus. Og gennem et succesfuldt uddannelsesforløb; begge brødre er nemlig ualmindelig godt begavede, flittige og ambitiøse.

Men her stopper lighederne også. For lillebror Udayan viser sig at være mere rebelsk, end godt er for en tryg og lineær fremtid. Han forarges over de kummerlige vilkår, Indiens fattigste lever under, hungersnød og voldelig undertrykkelse er dagens uorden, og han tilslutter sig i al hemmelighed den forbudte, maoistiske naxalit-bevægelse. Vold gengældes med vold, mord med mord.

Imens får stabile, godmodige Subhash et stipendium til at uddanne sig videre i USA, hvor han ivrigt kaster sig over oceanografi-studierne i Rhode Islands rolige omgivelser. Hjemmefra skriver broren, at han har trodset traditionen for arrangerede ægteskaber og giftet sig med den filosofistuderende Gauri, der på det medfølgende billede ser voldsomt attraktiv ud. Måneder senere kommer en lakonisk meddelelse om, at Udayan er død.

Subhash iler hjem og opdager, at hans brors enke er gravid og uønsket i sine svigerforældres hus. Som den ansvarlige person han er, beslutter Subhash sig for at overtage ansvaret for Gauri og hendes ufødte barn. Mod forældrenes ønske gifter han sig med hende, og sammen rejser de til overflodssamfundet USA for at skabe sig en fremtid frigjort fra de snærende, indiske normer.

Så vidt, så godt. Men billeder fortæller som bekendt ikke den fulde sandhed om individer. Gauri er ikke kun den engel, Subhash fantaserede sig til, trængslerne er først begyndt. Handlingen krydsklipper nu mellem hovedpersonernes liv og tanker; familiemennesket Subhash, den intellektuelle stræber Gauri, datteren Bela, der bliver kastebold mellem de to, bedstemoren og traditionalisten Bijoli hjemme i Indien, og minsandten også Udayan, hvis sidste timer vi bliver vidne til i et dramatisk flashback.

”Lavlandet” er en dragende familiesaga, som man har svært ved at slippe trods de mange sider. Lahiri har et godt øje for de let komiske forskelligheder i det traditionsbundne Indien og det hypermoderne USA, heldigvis uden stille sig til doms over, hvad der vejer tungest – menneskelig nærhed eller materiel tryghed. Også baggrunden for naxalit-bevægelsens opståen og skæbne er vældigt interessant.

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter