0 kommentarer

Landsbyens blod af Yan Lianke

af d. 13. april 2012
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

306

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7973-470-8

Originaltitel

Ding Zhuang Meng

 

“Landsbyens blod” skrevet af Yan Lianke fra Beijing foregår i nutidens Kina i det østlige Henan, i den lille landsby Ding der huser 800 sjæle.
Her er man fattig, uvidende og traditionel og passer sig selv, indtil myndighederne finder på at købe blod. Da landsbybeboerne ser, at man kan sælge sit blod og købe mad, hus som ikke er lavet af ler, koner osv., da tøver de ikke med at sælge – alle mand og kvinder.
Det viser sig, at de hurtigt bliver syge af “feberen” og faktisk dør som fluer – de forstår først alt for sent, at de har fået noget der hedder AIDS, og da er det for sent.

Myndighederne har ikke fortalt noget om risikoen, ej heller at man ikke må bruge samme nål 2 gange, ej heller at det smitter eller hvordan det smitter, derfor sker denne tragedie for denne lille landsby – og mange andre landsbyer som ikke har været oplyste.

Hovedpersonerne er bedstefar Ding (opkaldt efter landsbyen) som er en slags landsbyleder fordi han er den stolte og dygtige leder af byens skole, han er én af de eneste der ikke har solgt blod. Feberfri forsøger han at råde bod på sin søns (blodkøbmanden) udåd og redde æren for familien.
Han har 2 sønner, den ene er blodkøbmand, han har uden samvittighed solgt landsbybeboernes blod videre til myndighederne, hvilket har gjort ham rig og folk vrede, så vrede at de har forgiftet hans 12-årige søn som er historiens fortæller.
Bedstefars anden søn er smittet og døden nær. Han er blevet så ligeglad med ære og indleder et forhold til en gift kvinde som også snart skal dø af feberen.

I denne sandfærdige og forfærdelig tragedie som er både omfangsrig, hjerteskærende og uden håb, får man som læser en sørgeligt indblik i verden udenfor.
Man er dog meget i tvivl om hvem fortælleren er, da sproget ikke tilhører en 12-årig.
Dog får man både nogle smukke og også tragikomiske sætninger med på vejen som her, hvor folk hamstrer træ til deres egne kister:

“Han (bedstefar) var ikke nået langt før han hørte den øresønderrivende lyd af splintrende træ. Hans hjerte snørede sig sammen, og han mærkede pludselig igen trangen til at kvæle sin ældste søn”.

Og her hvor alt håb er ude:

“Folk døde som blade, der med ét slukkes. De levende tog rutinemæssigt deres skovle, vandrede uden for landsbyerne, gravede et hul til deres døde, som var det hunde og katte, der skulle i jorden. Der var ingen sorg længere, ingen gråd tilbage at høre kun en stilhed, som når man gik langs det udtørrede gamle flodleje. Var der tårer, tørrede de ind på kinderne, ligesom regndråber på en gloende varm sommerdag fordamper, før de når jorden”.

Smukt – men er det en 12-årig der fortæller?

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter