0 kommentarer

Lagt på is af Elle Kennedy

af d. 2. februar 2017
Info
 
Sideantal

291

Udgivet

2016

ISBN

9788702201840

Originaltitel

The Mistake - oversat af Merete Rostrup Fleischer

Udgave

1

 

Så fik jeg langt om længe også læst den anden bog i “Off-campus”-serien. I denne bog hører man om John Logan, der normalt ikke er en fyr, der dater førsteårs piger, men et tilfældigt møde med førsteårs pigen Grace får langsomt vendt op og ned på hans hverdag.

“Lagt på is” nåede ikke heeeelt til tops hos mig – som den første og tredje bog gjorde. Jeg vil så gerne give denne bog 5 stjerner, men historien om Logan levede ikke op til mine høje forventninger. Da jeg læste bog 1, fik jeg hurtigt interesse for Logan – beskrevet som den lækre mørkhårede og blå-øjede fyr, og jeg havde glædet mig til denne bog, som netop fokuserer på ham. Men jeg føler mig ikke mættet med Logan, og jeg synes ikke, at jeg kom langt nok ind under huden på denne fyr. Derudover skyldes den sidste manglende stjerne, at kærlighedshistorien i “Lagt på is” minder lidt om kærlighedshistorien i “Aftalt spil”. Hovedforskellen er, at der i den første bog er en sideløbende spændingsfyldt handling, hvorimod “Lagt på is” har langt mere at give af den romantiske skuffe. Logan er den perfekte gentleman og brillerer blandt andet med kærlighedsdigte, blå roser, lystårn-tur og middag på fin restaurant. Det bliver lige en tand for cliché-fyldt romantik. I denne bog handler den sideløbende handling om emnerne “forældre forsømmelse og venskabssvigt”, men det kommer ikke til udtryk i så høj grad, som emnerne i de to andre bøger fra samme serie.

Trods min skuffelse er “Lagt på is” helt sikkert en historie, jeg ikke vil være foruden, og selvom bøgerne i Off-campus serien er uafhængige, er det skønt, at der alligevel nævnes lidt om Garrett og Hannah, så man også får en opdatering af deres forhold.

Som nævnt i min tidligere anmeldelse af “Dømt ude – Off-campus 3” – har jeg imod alle regler af serie-læsning – læst bog nr. 3, før jeg læste nr. 2. Så nu venter jeg spændt på “Kamp til stregen – Off-campus 4”, som kommer til at handle om den sidste dreng i gruppen, John Tucker. Bog 3 slutter med en afgørende kommentar fra Tucker, som helt sikkert kommer til at være grundlaget for historien i bog 4, og jeg glæder mig til endnu en genforening med disse personer.

– Perfekt til en hyggelig søndag aften!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter