0 kommentarer

Lad mig gå af Helga Schneider

af d. 15. november 2012
Info
 
Sideantal

138

Udgivet

2005

ISBN

87-7901-196-9, 978-87-7901-196-0

Originaltitel

Lass mich Gehen

 

En stærk og fortvivlende erindringsbog skrevet af Helga Schneider om moderen, der forlod hende og lillebroderen, da hun var 4 år gammel.

Moderen forlod mand og børn i Berlin i 1941 for at blive fangevogter i Waffen SS, og Helga har hele livet haft en længsel efter sin mor.

I 1971 opsøger Helga moderen sammen med sin 5-årige søn i håbet om tilgivelse og genforening, men moderen er kold og afvisende og er ikke interesseret i at genoptage forbindelsen.

På opfordring af moderens veninde, besøger Helga i 1998 moderen, der er kommet på plejehjem – og det er ved at være sidste udkald, hvis de skal forsones.

Moderen har fortrængt mindet om børnene og tror, de er døde og vil først ikke kendes ved Helga. Helga er på den anden side meget insisterende og besøget tager drejning mod Helgas forhør af moderen. Et forhør, hvor Helga vil finde ind til sandheden om, hvorfor moderen fravalgte sine børn, om hun har fortrudt sine handlinger og om, hvad hendes rolle eksakt var i udryddelseslejrene.
Det viser sig, at moderen med stor tydelighed husker de grusomme år. Hun har ikke fortrudt og fortæller med stor iver om, at hun var en af de mest betroede medarbejdere i Ravensbrück og Auschwitz-Birkenau – og hun er stadig af den overbevisning om, at hun gjorde det rigtige i kampen for at udrydde jøder.
I samtalen fortæller moderen om, hvordan jøderne blev gasset, hvordan små børn blev fjernet fra deres mor og hvordan hun deltog i afskyelige medicinske forsøg på jøder.

Trods sin grufuldhed rummer bogen en sær dobbelthed – Helga, der afskyr moderens handlinger og beslutninger, men samtidig længes efter accept og kærlighed fra den mor hun aldrig har haft. Som samtalen går, begynder moderen også at længes efter Helgas accept, og hun afkræver datteren at sige ordet “mor”.

Side 134: ”Hun er min mor, hun er trods alt min mor. Skal jeg virkelig skamme mig over, at mit instinkt, mit datterinstinkt, nogle gange fortrænger alle andre stemmer, moralens stemme, historiens stemme, retfærdighedens stemme og menneskelighedens stemme?”.

En stærk og bevægende skildring af tiden omkring og efter anden verdenskrig. En historie, der er fortalt så mange gange, men som aldrig kan blive fortalt for mange gange – og som det er belærende at høre fra flere vinkler. Helga har på sin barnesjæl mærket, hvad svigt er – og som voksen har hun kun et ønske: Lad mig gå.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter