0 kommentarer

Kys Stjernerne af Bjarne Reuter

af d. 18. september 2016
Info
 
Sideantal

118

Udgivet

1980

ISBN

87-411-2318-2

Udgave

2. udgave

 

Hvor praktisk er en hest som Krølulds-Kalle, og hvad skal der dog blive af en dreng med så stor en fantasi som Buster?

Som barn var jeg stor fan af den første bog i serien og anede ikke indtil for nylig, at der fandtes flere bøger i serien. Dette er anden bog i serien om Buster og hans liv i Brønshøj, og vi begynder præcis der, hvor “Busters Verden” stoppede. Busters fantasi er som den plejer, og det kan ses allerede på bogens første side, hvor bogen starter således:

“Det var på det tidspunkt af året, hvor bladene besluttede at skifte farve, at man på Brønshøj Torv i landet Danmark kunne se den Vilde Victor fra Arabien galopere tværs over Frederikssundsvej på sin hvide hingst Krølulds-Kalle. Nu skulle man jo tro, det vakte en del opsigt, når den hidsige Victor sådan kom flyvende et par gange om dagen, men da hans egentlige navn var Buster Mortensen, og Krølulds-Kalle var fremstillet af en gammel madras og et kosteskaft, ja så var det så som så med opmærksomheden.”

Men Krølulds-Kalle er ikke altid den bedste at have med rundt omkring i byen. Buster er blevet særlig opmærksom på en bestemt kvinde, der sidder bag kassen i supermarkedet, og han er fuldstændig sikker på, at hun ikke er helt som de andre kasseassistenter udenfor arbejdstiden. Det er dog ikke altid, at han holder øje med Krølulds-Kalle, og en dag ryger kosteskaftet op under en kvindes kjole, medens “hingstens” ejermand står og falder i staver ved kassen. Buster kommer altid ud for sådanne ting, og nogle gange er det ikke alle, som tror på ham. F.eks. da han påstår derhjemme, at Allah var en avismand:

– Det ved jeg nok bedst, når jeg selv er muhamedaner, sagde han. – For jeg har nemlig læst i en tyk bog, at Allah er avismand.

Moderen bad ham hente bogen, der viste sig at være en eventyrbog, som han havde lånt på biblioteket. Et af eventyrene var fra Orienten og handlede om en købmand, der ikke på noget tidspunkt omtalte Allah som avismand. Derimod sagde han, at Allah var en viis mand, hvilket jo var en helt anden sag.”

Men hvordan skal det ikke gå en dreng med så meget fantasi, og kan han mon formå at redde skolens skuespil op til jul, som der ikke ligefrem altid er styr på?

Buster er og bliver Buster Oregon Mortensen. Ikke meget har ændret sig siden sidste bog, og jeg nød at dykke ned i Danmark på en ganske anderledes tid end nu. Jeg har altid været vild med den måde, som Reuter skriver på – hans karakterer er fulde af fantasi, og der er altid umulige situationer, som løses på finurlige måder. At fortsætte med at læse denne serie giver desuden et andet blik på familielivet på Håbets Allé, som jeg fandt virkelig interessant.

Alt i alt en historie om en dreng med en stor fantasi, som kommer ud for de mærkværdigste situationer, og som på en eller anden måde altid klarer ærterne på den bedste måde.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter