0 kommentarer

Kvinder har ikke skæg af Rie Pedersen

af d. 10. september 2018
Info
 
Sideantal

219

Udgivet

2018

ISBN

978-87-93628-76-2

Udgave

1. udgave

 

Ofte synes jeg, at noveller kan være svære at forstå – der skal læses ’mellem linjerne’ og tolkes. Sådan er denne novellesamling ikke. Novellerne er lige til at gå til, nemme at læse og budskabet er tydeligt. De handler om kvinder i forskellige aldre – fra den første novelle ’I smult vande’, der handler om en ufødt pige i sin mors mave til ’La Rata’ om en kvinde, der er ved at dø, men som har noget, hun skal have afsluttet først.

Novellerne er samlet i grupper med 2-3 noveller i hver: Begyndelsen – Fortsættelsen – Mod midten – Midten – Efter midten – Mod slutningen.

Mange problematikker tages op, hver novelle beskriver nogle af de alvorlige problemer piger og kvinder kan gå og tumle med.Mange handler om at føle sig forkert, ikke god nok, om angst og ensomhed.

Vi hører om, hvor ondt det gør på den 7-årige, når bedsteveninden finder en ny veninde. Om unge piger, der føler sig for tykke, ikke kan leve op til idealerne. Nogle af personerne optræder i flere af novellerne, vi mødes således Dea og Lea både som 7-årige og senere ved et tilfældigt møde i en svømmehal.

I den første novelle var jeg ikke vild med slutningen, som jeg fandt malplaceret og utroværdig – en nybagt mor vil ikke reagere på den måde.

En af de noveller, der gjorde indtryk på mig, var novellen ’Der hænger en so alene i parken’ – den handler om grov mobning kombineret med ensomhed. Katrine har det forfærdeligt – hun har ingen venner, bliver mobbet på det groveste, og der er ingen voksne at tale med om problemerne, der for en 12-årig er uoverskuelige. Forældrene lytter ikke, og for læreren er mobning bare noget hun taler om – ingen ser hvad der sker, eller de vælger at lukke øjnene.

‘Tiltet’ handler om en ung pige, som ikke rigtigt kan finde ud af det med fyrene. Hun har en kæreste, som hun inderst inde ikke gider, han kysser simpelthen så dårligt – men da han slår op, gør det alligevel frygtelig ondt inden i. Hun bliver tiltrukket af en ældre fyr og tager med ham hjem – bagefter er hun i tvivl om det var voldtægt, hun skammer sig og føler sig forkert.

Det er en ‘skæg’ ide at skrive en samling noveller der handler om kvinder på forskellige tidspunkter i livet fra fødsel til død. Jeg fandt de fleste af novellerne interessante – der er budskab og alvor i de små kvindeportrætter. En fin lille novellesamling.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter