0 kommentarer

Kvinden i toget af Paula Hawkins

af d. 24. september 2015
Info
 
Sideantal

398

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-17898-2

Originaltitel

The girl on the train

Udgave

1. udgave

 

Endnu en helt fantastisk bog fra en debutant! Jeg var næsten ikke til at rykke væk fra bogen, som blev slugt på 2 dage, og jeg må sige den var spændende – på den creepy måde….

Rachal tager hver morgen toget ind til London. Hver morgen kigger hun fra sin plads i toget på huset med det unge par, der virker så glade for hinanden. Hun fantaserer om deres liv og giver dem navne – Jess og Jason.
Rachel drikker for meget, hendes mand har forladt hende, hun har mistet sit job, men det tør hun ikke fortælle Cathy, som lader hende bo i sit hus. Derfor tager Rachel toget hver morgen – hun lader som om hun stadig går på arbejde..

En dag ser Rachel Jess kysse en mand, der ikke er Jason – og en aften kort efter forsvinder kvinden, som i virkeligheden hedder Megan.
Rachel var i nærheden af Megans hus den aften hun forsvandt, men har et blackout – hun var fuld, havde slået hovedet, men har nogle glimtvise og svage erindringer om noget hun så, mens hun lå forslået på stationen. Men erindringen forsvinder hele tiden.

I et af nabohusene bor Anna sammen med Rachels eksmand, Tom, og deres lille datter. Engang boede Rachel i det hus. Hun er aldrig kommet sig over at Tom forlod hende, og har stadig et lille håb, hun opsøger Tom – men Anna vil ikke have hende rendende ved deres hus, hun frygter at Rachel vil skade deres datter.

Rachel, Anna og Megan kommer på skift til orde i bogens afsnit, der er bygget op som en slags dagbog. Stille og roligt afdækkes de tre kvinders historie, med Rachel som den egentlige hovedperson.Som læser kommer man til at holde af og få ondt af Rachel, hvis liv er et stort rod. Også tre mænd er vigtige i bogen: Tom, Annas mand og Rachels eksmand, Scott, gift med Megan og endelig Kamal – den psykolog, som opsøges af såvel Megan som Rachel.

Personerne beskrives med stor ømhed og troværdighed; ingen ser Rachel som et pålideligt vidne, men som læser tror man virkelig på Rachel – og håber det vil lykkes for hende at huske, hvad der skete den aften….Det er en nervepirrende krimi, som primært spiller på det psykologiske og rummer mange følelser: frygt, magtesløshed, vrede, håb, had og kærlighed. Jeg kan rigtig godt lide, at den ud over at opklare en forbrydelse også lader læseren komme helt ind på livet af bogens hovedperson. Den er virkelig godt bygget op, velkomponeret, med stigende spændingsniveau – og en overraskende slutning. Et must for krimielskere!

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter