0 kommentarer

Kvinden i toget af Paula Hawkins

af d. 16. september 2016
Info
 
Sideantal

392

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-17898-2

Originaltitel

The Girl on the Train - oversat af Steffen Rayburn-Maarup

Udgave

1. udgave, 4. oplag

 

”Kvinden i toget” er ifølge flere medier verdens hurtigst sælgende debut og en thriller, der gik direkte ind som nummer 1 på bestsellerlisterne i både USA og England. Herudover er bogen under udgivelse i ikke mindre end 44 lande verden over – og bogen har da også solgt som død og djævel her i Danmark.

Prangende tal og imponerende information, ikke sandt?

Desværre er ”thrilleren” dødssyg, fyldt med klicheer – og sideantallet kunne snildt være barberet en tredjedel ned.

Romanen foregår i nutidens London og følger Rachel, der er i starten af 30´erne.

Rachel er skilt fra Tom, efter at manden forlod hende for den eftertragtede Anna, som han havde indledt en affære med. Rachel har efter skilsmissen lejet sig ind i et lille værelse hos en gammel studiekammerat, mens Anna er flyttet ind hos Tom i det hus, som Rachel og Tom boede, i da de var gift.

I forbindelse med skilsmissen og det faktum, at hun ikke kan få børn, er Rachel blevet alkoholiker og er tilmed blevet fyret fra sit job. Hun er flov over fyringen og for ikke at skulle indrømme at være arbejdsløs, lader Rachel som om hun tager på job hver morgen. Hun hopper på toget hver morgen og kører til London, hvor hun bæller sig fuld på byens pubber.

I turene med toget ser hun hver dag på et bestemt hus, hvor hun beundrer husets beboere, som hun er sikker på lever et tilfredsstillende og misundelsesværdigt liv.

En dag ser hun dog noget chokerende, da hun fra toget ser på husets kvindelige beboer, der få dage efter begivenheden meldes savnet.

Rachel går til politiet med sin viden, men hun anses for at være et upålideligt vidne, fordi hun drikker som et hul i jorden og er kendt for at chikanere sine omgivelser i sin fuldhed. Hun er endda i tvivl om, hun kan regne med sin egen hullede hukommelse.

”Kvinden i toget” handler om opklaringen af den voldsomme begivenhed, om hvordan Rachel er havnet i denne uheldige situation. Bogen handler også om hvordan det menneske man elsker og stoler på mere end nogen anden kan forråde og skuffe en – og om at indse, at man har levet på en løgn i årevis.

Bogen har sådan set et udmærket plot, men bogen er desværre alt, alt for langtrukken. Det tager for lang tid at få gang i handlingen, og det var faktisk kun de sidste 25% af bogen, der var spændende – og det på trods af, at jeg allerede der havde gættet ”who dunnit?”.

”Kvinden i toget” beskriver meget fint en kvindes forfald og hvordan det opleves at lyve for sig selv – og så er der en ganske fin beskrivelse af, hvordan en psykopat opfører sig i parforhold. Disse udmærkede elementer til trods er der for meget kvindelig udenomssnak om parforhold og følelser, noget der ikke hører til i en såkaldt thriller.

Jeg synes ikke bogen var særlig uhyggelig, den var for langtrukken, der er for meget udenomssnak, men dog ganske udmærkede beskrivelser af relationer mellem mennesker og af et menneskes psykiske undergang.

Det bliver to stjerner – bogen var ikke spændende nok til at fastholde min interesse længere tid af gangen og var ALT for overfladisk og sløv i optrækket.

 

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter