0 kommentarer

Kvinde på flugt fra meddelelse af David Grossmann

af d. 11. juli 2012
Info
 
Sideantal

669

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7695-211-2

Originaltitel

Ischa borachat me-bessora

 

“Hun trækker sig tilbage til køkkenets dyb, hun flyder over af dyrisk lykke, og hvis hun havde kunnet, ville hun have slikket ham, selv nu, i hans alder, og skrubbet ham for alt det, som klæber til ham, for at give ham barndommens dufte tilbage, som de er bevaret i hendes næsebor, hendes mund og hendes spyt.”

Portræt af en jødisk mor, hvis nogleogtyveårige søn, møgbeskidt, er tilbage fra endnu en farefuld indkaldelse til militæret. For i Israel leves livet i bevidstheden om, at en selvmordsbomber pludselig kan eksplodere på bussædet ved siden af, eller at en løbsk raket fra et af de fjendtligtsindede nabolande rammer nabohuset. Landet befinder sig i en permanent krigstilstand; slægtninge til de unge soldater befinder sig i en permanent tilstand af frygt for deres kæres liv.

At frygten er berettiget, viser Davis Grossmans eget eksempel. Mens han var ved at skrive “Kvinde på flugt fra meddelelse”, blev hans søn, Uri, dræbt i Sydlibanon. Bogens sørgelige aktualitet gør den så meget mere knugende, selv om historien er ren fiktion.

Da sønnen Ofer endnu engang bliver indkaldt, flygter Ora fra hjemmet. Hun overbeviser sig selv om, at hvis hun ikke er der, når Ofers kolleger fra militæret tropper op for at meddele, at han er dræbt i tjeneste, vil det ikke ske. Ved at flygte redder hun så at sige sin søns liv.

Oras kærlighed til sin søn er manisk på en Woody Allen’sk måde, omklamrende, påtrængende, men også overskudsagtig, morsom og underfundig. Portrættet af pigen, kvinden, moderen, ægtefællen, elskerinden Ora er forbløffende indfølt. Paul Auster har ligefrem sammenlignet med Flaubert og Tolstoj; ingen tvivl om, at de 671 sider i enhver forstand er stor litteratur.

Vi møder første gang Ora som sekstenårig på en karantæneafdeling, angrebet af en farlig sygdom. Her bliver hun uadskillelige venner med de to begavede knægte Avram og Ilan. Trojkaen holder sammen i medgang og modgang livet igennem i en symbiose så tæt, at hun får en søn med hver af dem.

Nu er de ved at være halvtreds. Ilan er flyttet fra hans og Oras fælles hjem i Jerusalem. Avram befinder sig i Tel Aviv, forpint efter et ubeskriveligt ophold i et ægyptisk torturfængsel. Ofer bliver genindkaldt, og Ora flygter til det frodige, frugtbare og fredelige Galilæa. Med sig tager hun en modstræbende Avram på en ugelang vandretur over bjerge, gennem floder, på besøg i lpitoreske andsbyer og med mentale afstikkere til hændelser fra ungdommen og op til i dag. Tyngdepunktet på de to venners færd gennem tid og sted er Oras anekdoter om Ofers opvækst.

Egentlig sker der ikke meget undervejs. Ora og Avram taler, tænker, går (delvis i ring). Overalt støder de på små mindeplader for unge israelske mænd faldet i kamp, hvilket opskræmmer dem begge. Heldigvis er de også ude for mere muntre episoder: I det lille land med den store mirakeltæthed møder de naturligvis en moderne messias, syngende, dansende, med ørelokker og overjordisk overskud, ansat af kommunen til at hele de handicappede og de sønderknuste. Sjovt påfund.

“Kvinde på flugt fra meddelelse” kræver virkelig noget af sin læser. Men belønningen er gavmild og gribende; som et vue over Genesareth Sø.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter