0 kommentarer

Kridtmanden af C.J. Tudor

af d. 4. maj 2018
Info
 
Sideantal

319

Udgivet

2018

ISBN

9788702232066

Originaltitel

The Chalk Man - oversat af Steffen Rayburn-Maarup

 

Der er dem der debuterer, og så er der dem der i den grad DEBUTERER! Den nyslåede forfatter og debutant C.J. Tudor, tilhører sidstnævnte slags.

“Kridtmanden” er i bred forstand en krimi, for så vidt at den indeholder et antal forbrydelser og følger deres opklaring. Men det er ikke en krimi af den slags hvor læseren følger politiets arbejde med at opklare forbrydelserne. Så måske er den mere en spændingsroman, selv om bogen er vanskelig at sætte i en snævert defineret bås. “Kridtmanden” er lidt af det hele, og den er virkelig godt tænkt og skrevet.

I 1986 går Eddie og hans venner går rundt i en søvnig engelsk landsby og venter på at blive voksne. De får tiden til at gå med at tegne forskellige små kridtmænd på byens fortove; symboler, som kun de ved, hvad betyder. Pludselig begynder der at dukke fremmede kridttegninger op. Tegninger, der ikke fører til skolen eller legepladsen, men ud i skoven. Skoven, hvor det hele starter. 30 år senere modtager Eddie en konvolut. I den ligger en tegning af en kridtmand. Eddies venner har også fået tilsendt tegninger af kridtmænd. Det er en spøg, tror de … indtil det går galt igen.

Kapitlerne er inddelt så de foregår i henholdsvis 1986 og 2016. Eddie er hovedperson og jeg-fortæller i begge tilfælde, og det er ikke småting han og hans kammerater bliver udsat for. En frygtelig ulykke i et omrejsende tivoli, en kammerats død, og flere mystiske hændelser oprulles i 1986. I 2016, hvor Eddie er blevet voksen og har uddannet sig som lærer, tager de 30 år gamle hændelser fart igen, og nye bliver tilføjet.

Til at begynde med generede det mig at kapitlernes handling skiftevis var henlagt til 1986 og 2016. Jeg følte ikke rigtig at jeg kom ind i historien før den igen skiftede vinkel. Men efterhånden som læsningen skred frem, begyndte det at give mening med disse to sideløbende historier, der jo i sidste ende er den samme historie. Samtidig er “Kridtmanden” en knivskarp skildring af et landsbysamfunds gode og dårlige sider, og af de mere eller mindre specielle typer der befolker sådan en landsby.

Jeg vil ikke røbe slutningen, der mildest talt er overraskende. Undervejs mens jeg læste bogen gættede jeg på livet løs, og måtte på bogens sidste sider erkende, at jeg i den grad kom til kort. Ikke fordi forfatteren i sidste øjeblik skøjtede helt nye oplysninger ind fra højre, eller lod fortællingen tage en uventet drejning, for bagefter kan jeg godt se at sporene var der. Men forfatteren skubbede mig i helt andre retninger uden at jeg opdagede det. Og jeg lod mig villigt skubbe.

C.J. Tudor skriver rigtig godt. Sproget er levende og gennemarbejdet, og ikke “krimi-fladt” som det ofte er tilfældet i genren. Personerne står knivskarpe og troværdige. Selv om bogen er læst til ende, lever personerne stadig i mig, og vil sandsynligvis gøre det en tid endnu.

Hvis du kun skal læse én spændingsroman i år, så und dig selv at tage “Kridtmanden” ned fra hylden.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter