0 kommentarer

Kragernes konger af Eske K. Mathiesen

af d. 25. juli 2007
Info
 
Sideantal

28

Udgivet

2007

ISBN

978-87-638-0463-9

 

”Kragernes konger” er en gennemgang af kragernes kongerække. Det er ikke en bog til godnatlæsning. Det virker nemlig langt fra søvndyssende, når man hele tiden begynder at grine, eller som det skete flere gange i mit tilfælde, falder helt ud af læsningen på grund af frækheder. Disse frækheder strækker sig fra de lavere former, som involverer prutter og spytteri over syrlige drillerier til de grovkornede, om krig og at give fjenden et los i røven.

I de fleste hjem med små børn, vores inklusive, står Halfdan Rasmussens ”ABC” og troner blandt ergonomisk korrekt og på alle måder bæredygtigt legetøj og ”Åh Papegøje” Cd’er. Og jeg har været pænt irriteret over hypet af Rasmussens ”ABC”. Halvdelen af rimene rimer jo ikke og rytmen i flere af versene er nærmest en anti-rytme. Men det tør jeg først komme ud med nu, hvor jeg har et alternativ at vise frem. Sådan her verser man dælendulmemig! Prøv selv og læs højt:

”Kong Krage den Syvende elskede krige,
det bedste var en kommando at skrige:
Næbbet i stilling! Frem! Ingen tøven!
Nu giver vi fjenden et los i røven.”

Ja, jeg er bange for at kragernes kongerække holder sig til realismens smalle vej og uden tøven afslører kragekongernes forskellige forkærligheder og skavanker. Det medfører krigerisk adfærd, og der bliver endvidere drukket, fjertet og næbbet udenom ægteskabet. Det skal ansvarligvis også anføres, at nogle kragekonger mest bare fløj omkring.

Thomas Balle står for de rigtig sjove kragetegninger som supplerer teksten perfekt. Det er munter, uhøjtidelig abehumor. Jeg er sikker på, at børnene vil få lige så stor fornøjelse af forældrenes grin, som de vil få af selve bogen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter