0 kommentarer

Korsaren af Clive Cussler

af d. 14. september 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Omslag
Sideantal

353

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7079-060-4

Originaltitel

Corsair

Udgave

1.udgave

 

“Korsaren” er som en hæsblæsende actionfilm i bogform. Som Indiana Jones på jagt efter en velbevogtet skat af den allerstørste religiøse betydning for både kristne og muslimer. Som James Bond med en solid ballast af Q’s fantasifulde, men dødbringende gadgets, der udrydder fjender i hobetal, mens vor helt bevarer det kølige overblik og sikrer selveste verdensfreden. Som Schwarzenegger og Steven Seagal, der med rå muskelstyrke, granatkastere og flammende maskinpistoler smadrer alt og alle i miles omkreds.

I denne fjerde roman om Juan Cabrillo og hans håndgangne mænd i Koncernen – en privat organisation med ubegrænsede midler og en umættelig appetit på missioner, der er for risikable for den amerikanske stat og CIA – er de på togt til vands, til lands og i luften omkring Libyen.

Få dage før en altafgørende fredskonference i Tripoli styrter den amerikanske udenrigsminister ned med sit fly i den libyske ørken. Kort fra nedfaldsstedet, på den tunesiske side af grænsen, graver Alana Shepard efter et hemmeligt dokument, forfattet af ingen ringere end Suleiman Al-Jama, en fanatisk antikristelig iman, som i 1800-tallet angiveligt så lyset og opfordrede til fred mellem de to store religioner. I området huserer en højst nutidig terrorist, der ligeledes kalder sig Suleiman Al-Jama og med sin mægtige hær af velbevæbnede muslimer er langt farligere end Osama Bin Laden. Hele situationen truer med at eksplodere i en katastrofe af verdensomspændende betydning, med mindre det lykkes Cabrillo at gribe ind i tide.

Clive Cussler er en dreven thrillerforfatter med greb om såvel det vidtforgrenede plot som sit store, farverige persongalleri. Sproget flyder flot, handlingen racer af sted med velanbragte cliffhangers i slutningen af hvert kapitel, hele bogen oser af international bestseller med bred appeal.

Personligt finder jeg de mange tekniske passager om våben- og skibsteknologi trættende, lige som jeg væmmes ved det enøjede syn på muslimer, der meget bekvemt har erstattet den amerikanske kommunistforskrækkelse. At USA er verdens ædle beskytter, og at europæere nogle impotente svagpissere, bliver sagt ligeud. Men hvad pokker, den slags petitesser afholder os jo heller ikke fra at svælge i Hollywoods patriotiske actioneventyr…

Bogen er lydefrit oversat af Asbjørn Skytte. Måske lige bortset fra udtrykket “lorten har ramt ventilatoren.”

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter