0 kommentarer

Knud Rasmussen: et portræt af Anne-Sofie Storm Wesche

af d. 18. august 2019
Info
 
Sideantal

85

Udgivet

2019

ISBN

978-87-11-91286-7

Udgave

1. e-bogsudgave

 

Knud Rasmussen var et multitalent og en sand blæksprutte, der altid havde flere projekter kørende. International berømmelse fik han i kraft af sit virke som polarforsker, etnolog og forfatter, men han var også journalist, oversætter og manuskriptforfatter og forsøgte sig i sine unge år endda som skuespiller og sanger.

Det er altså alt andet end en let opgave, at skrive en kort biografi om ham. Anne-Sofie Storm Wesche påtog sig denne udfordring og klarede den med bravur.

I 10 korte kapitler leverer hun de vigtigste facts om bl.a. Rasmussens barndom i Grønland, hans skolegang på Sjælland, hans første „opdagelsesrejse“ til samerne i Lapland, Den Litterære Ekspedition til Grønland, hvor det gjaldt om at indsamle grønlændernes riter og fortællinger, oprettelsen af handelsstationen i Thule og så selvfølgelig den legendariske 5. Thuleekspedition fra Grønland gennem det arktiske Nordamerika til Sibiriens kyst, som Rasmussen skrev om i „Den store slæderejse“.

Storm Wesches portræt af den grønlandsk-danske opdagelsesrejsende er imidlertid ikke kun en nøgtern opremsning af datoer og begivenheder. Hun kommer også ind på Rasmussens familieliv, der på grund af hans hyppige og lange fravær fra hjemmet ikke altid var helt idyllisk og gnidningsfrit. Der er ligeledes rum for både den ene og den anden anekdote.

Det 85 sider lange portræt, som indgår i Storyhouse-serien „Danske legender“, giver læseren det store billede af Knud Rasmussens liv og levned. For dem, som vil fordybe sig mere i emnet, har Storm Wesche nogle forslag til videre læsning, bl.a. „Knud Rasmussen som jeg husker ham“ af Peter Freuchen eller „Den fremmede fortryller: beretning om Knud Rasmussen og hans to folk“ af Ebbe Kløvedal Reich.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter