0 kommentarer

Knogler af Stephen King

af d. 11. september 2003
Info
 
Sideantal

487

Udgivet

1998

ISBN

87-612-0288-6

Originaltitel

Bag Of Bones

 

Døden behøver ikke være en hindring for hævn. Men det kræver et raseri af format at ramme de levende fra den anden side. Hvis Casper, det venlige lille spøgelse, skræmmer livet af dig, så er Stephen Kings ”Knogler” et absolut No-No. ”Knogler” er en eminent spøgelseshistorie. Det her drejer sig ikke om afdøde bedstemødre, som kærligt våger over efterkommerne fra gyngestolen henne i hjørnet. I ”Knogler” tager spøgelser fat i de levendes verden og blander sig. Og hvad der synes rimeligt i de dødes verden svarer ikke helt til definitionen i de levendes.

Forfatter Mike Noonans kone dør pludselig af en hjerneblødning. I sorgen rammes han af skriveblokering, og frygtelige mareridt bliver hans faste nattegæst. Mareridtene driver ham til sommerhuset i Maine, hvor noget venter. Mens Mike fægter sig gennem dage og nætter i et hus, hvor køleskabets magnetbogstaver skriver beskeder af sig selv, og klokker ringer, uden at nogen har rørt dem, opdager han, at det der sker for ham, ikke er hans byrde alene. Men hvad der end hjemsøger Mike, er det tydeligvis noget han må klare selv.

Det er ikke bare uhyggeligt og spændende. Det er smukt drejet, når Stephen King skriver at ”Sorgen er som en beruset gæst, der hele tiden skal tilbage og have et farvelknus mere.” Og mens hårene står på bagbenene og du tager dig i at skæve hen mod de mørke vinduer, opdager du, at Stephen King har dig. Igen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter