0 kommentarer

Knivens stemme af Patrick Ness

af d. 22. oktober 2018
Info
 
Sideantal

532

Udgivet

2018

ISBN

9788711699058

Originaltitel

Chaos Walking Book 1 - The Knife of Never Letting Go på dansk ved Elisabeth Kiertzner

 

Knivens stemme er for dig, der søger en dystopisk og lidt anderledes ungdomsroman.

Bogen handler om Todd, der er tæt på at fylde 13 og dermed blive en mand. Han er bosat i en by, der kun er befolket af mænd, hvor kvinderne blev udryddet af en sygdom, og hvor Støj hersker. Støj gør alle mændene i stand til at høre hinandens tanker, samt dyrenes. Men da Todd kommer på sporet af en hemmelighed, må han forlade byen for at komme i sikkerhed. På sin færd opdager han, at det han troede, han vidste, slet ikke er sandt, og snart er hele byens mænd på jagt efter ham. For falder en, så falder alle.

Knivens stemme er en spændende og hæsblæsende fortælling, der starter lige på og hårdt. Det er et interessant og lidt anderledes plot, synes jeg, i en dystopisk verden. Ness har valgt at skrive sin historie lidt anderledes, hvor fortælleren faktisk ikke kan læse, hvilket præger sproget rigtig meget. I starten havde jeg meget svært ved at se bort fra dette og syntes, at det trak fortællingen ned og gjorde mig træt af at læse den. Det irriterede mig faktisk ret meget. Men jeg gav den en chance alligevel og er glad for, at jeg gjorde. Ganske enkelt på grund af historien. Udførelsen halter hist og her, og jeg er muligvis heller ikke helt vild med måden, den ellers er skrevet på.

Jeg har givet romanen 4 stjerner. Det skyldes, at jeg syntes, bogen var virkelig interessant og tog nogle relevante problemstillinger op. Historien er utrolig spændende og medrivende, og man er nødt til at vide, hvad det ender med. Når det så er sagt, så er det vist også det, jeg er vildt positiv over for. Skrivestilen var jeg ikke helt vild med, og jeg manglede også noget mere fra karaktererne. De manglede noget mere dybde. Jeg levede mig i hvert fald ikke så meget ind i dem, som jeg havde regnet med at gøre. Måske kan det skyldes, at det er en bog til unge, og jeg måske er blevet for gammel til den slags historier? Men søger man et spændende plot og en interessant fortælling, og er man i stand til at se bort fra skrivestilen, så kan jeg anbefale denne.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter