0 kommentarer

Knæler mellem stedmoderblomster af Jan Siebelink

af d. 9. maj 2009
Info
 
Sideantal

463

Udgivet

2008

ISBN

978-87-7973-307-7

Originaltitel

Knielen op een bed violen

 

En velkomponeret roman med selvbiografisk indhold, hvis handling foregår ca. 1930-70 i Holland. Let læst, levende sprog – i høj grad i kontrast til essensen af romanens indhold. Bogen efterlader et knugende og forstemmende indtryk.
Hovedpersonen er Hans Sievez, som følges fra barnsben til han dør. Fattig opvækst, efter moderens død stikker han af hjemmefra og bliver gartnerlærling, da han ikke kan klare sin fanatisk religiøse fars væsen og adfærd.
Udadtil klarer Hans sig godt, han bliver gift med den dejlige, varmblodige Margje, som han fra skoletiden har været dybt forelsket i; sammen opbygger de et gartneri, som Hans i de første år passer omhyggeligt. To sønner fødes, så rammerne for det traditionelt gode liv er sat.
Men – mødet i lærlingetiden med den karismatiske og ortodoks religiøse Jozef Myre får skæbnesvangre følger i hele Hans’ voksenliv.

S 93 “Hans arbejdede i marken … I et roligt tempo…
Et lille host bag ham. Jozef. Hans skovlede nu jorden … i et mindre roligt tempo, blev stående med ryggen til.
“Du undviger mig”
Det kunne ikke benægtes”
Hans indfanges i den sorteste calvinisme ( http://da.wikipedia.org/wiki/Calvinisme ).
Hans’ higen efter at være en del af dette fællesskab har til følge, at han og Margje glider længere og længere fra hinanden, og at gartneriet, deres økonomiske livsgrundlag, forsømmes og efterhånden intet afkast giver.
Gentagne gange opsøger Jozef m.fl. – trods Margjes protester – Hans i gartneriet; de voksne mænd kravler gennem hækken for at undgå hendes blik, og ofte prakker de Hans et dyrt religiøst skrift på, som han ikke har råd til, men som han i dyb afhængighed higer efter at smuglæse.
S 180
“Aldrig havde solsikkerne været højere. Hans havde beplantet et ekstra stort stykke, hvor han nemt kunne skjule sig med en bog ude af syne for Margje. Og for kunderne… uanset hvor hårdt han trængte til pengene… blev (han) siddende helt stille med en bog på skødet med løst foldede hænder…”
Ved dødslejet forbyder prædikanterne konen at være hos Hans!

Skyldes hengivelsen til religionen et traume efter faderens opdragelse? “Lugter” prædikanterne denne “tomme plads” i Hans? Underkaster han sig den strenge religiøsitets åg i håb om at være udvalgt til evig frelse? Angler han efter accept fra sin afdøde fader? Hvorfor fravælger han kone og børn?
I Holland er romanen på tre år solgt i 800.000 eks.! Og forfatteren har holdt talrige foredrag om den. Den må ramme en religiøs “nerve” i multi-kulti-Holland.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter