0 kommentarer

Klosteret af Panos Karnezis

af d. 14. juni 2012
Info
 
Sideantal

324

Udgivet

2010

ISBN

978-87-91746-89-5

Originaltitel

The Convent

 

Da en kuffert med en lille baby pludselig dukker op på et afsidesliggende kloster, sættes nonnernes tro på prøve.

Det faldefærdige kloster, Vor Barmhjertige Frues Kloster, ligger i et øde hjørne af Spanien, stort set gemt og glemt af omverdenen. Her lever 6 nonner under ledelse af priorinden María Inés et rutinepræget liv helliget Gud.

Men en morgen brydes monotonien. På sin ugentlige tur ind til byen finder søster Lucia en stor kuffert med lufthuller efterladt ved indgangen til klosteret. Kufferten viser sig at indeholde en baby, som Lucia straks bringer til priorinden.

I stedet for at overgive drengen til børneværnet tager María Inés den usædvanlige beslutning at beholde drengen. Hun er overbevist om, at han er sendt til klosteret af Gud som et tegn til hende. Søster Ana derimod ser drengens ankomst som et tegn på Djævelen, og snart er det før så fredelige kloster viklet ind i hemmeligheder og intriger, og en urovækkende atmosfære sænker sig over stedet.

Jeg faldt tilfældigt over “Klosteret” af Panos Karnezis, og da jeg læste den første sætning: “Hvis Gud ønsker at sønderknuse nogen, gør han dem først sindssyge”, fangede det min opmærksomhed, så jeg tog bogen med hjem. Her læste jeg den nærmest i et stræk, og var fuldstændig fortryllet af den verden, som Karnezis væver læseren ind i.

Romanen er velskrevet og meget stemningsfuld. Karnezis lægger vægten på det psykologiske frem for at vægte en masse handling, og “Klosteret” skildrer de komplikationer, det kan give, når mennesker skal vælge mellem Gud og den verdslige verden. Især fordi de fleste af os bærer på ting fra fortiden, som kan få os til at opføre os uhensigtsmæssigt i vores forsøg på at skjule dem.

Jeg har læst andre anmeldelser, som kalder “Klosteret” for stillestående med mangel på dramatiske effekter, men jeg var som sagt dybt betaget, og kan derfor kun anbefale romanen til alle, som holder af en roman om mennesker, pligt og følelser.

Panos Karnezis er født i Grækenland men bor nu i London. “Klosteret” er hans første bog på dansk, og oversættelsen er støttet af Statens Kunstråd.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter