0 kommentarer

Klassekammeraten af Arne Hardis

af d. 14. juli 2015
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

300

Udgivet

2010

ISBN

978-87-02-09216-5

 

Det danske kommunistparti var et parti, der fra 1920´erne og frem voksede støt, og partiet fik i særdeleshed mange stemmer ved de første folketingsvalg efter anden verdenskrig. Dette ikke fordi landet var fyldt med kommunister, men måske mere fordi kommunisterne (sammen med de konservative) var meget aktive i modstandsbevægelsen.

De fleste af os har hørt om fremtrædende kommunister som Arne Munch-Petersen og Aksel Larsen, hvorimod mange andre fra partiet er gået i glemmebogen trods det, at de var en god historie.

En af de kommunister de færreste har hørt om var Otto Melchior, og forfatteren Arne Hardis har derfor bedrevet en biografi om Melchior, som bestemt er læseværdig – også for de af os, der ikke er kommunister.

Otto Melchior blev født i et velstillet, højtuddannet og kulturradikalt hjem i København i 1904. Han blev uddannet på Metropolitanskolen og senere Københavns Universitet. Trods sin privilegerede baggrund blev han – sammen med klassekammeraterne Arne Munch-Petersen og Mogens Fog – aktivt medlem i det danske kommunistparti, et valg der endte med at blive skæbnesvangert for alle tre klassekammerater.

Otto Melchior rager sig flere gange uklar med partiet, bliver ekskluderet for derefter at blive indlemmet i partiet igen efter at have bekendt sine synder og efter at have lovet, at partiet naturligvis skulle gå forud for alt.

“Klassekammeraten” er fortællingen om Otto Melchior, om hans opvækst, studietid og årene i det parti, der endte med sende ham og andre partimedlemmer i døden. Talemåden “revolutionen åd sine børn” passer vældig godt på Otto Melchior, der blev dræbt i en tysk koncentrationslejr under anden verdenskrig – trofast mod partiet til det sidste trods den kummerlige behandling han blev udsat for af sine partikammerater.

Arne Hardis har skrevet en biografi, som er spændende, men som også når at blive en kende langtrukken mod slutningen.

Der har ikke været meget materiale at researche i, og derfor er det en bedrift, at kunne skrive en hel bog om en person, der er gledet ind i glemslens tåger for de fleste.

Det var spændende at læse om Danmark på i tiden før anden verdenskrig, og det var lærerigt at læse om en person, som jeg aldrig havde hørt om før. Arne Hardis er benådet med en sikker og overbevisende pen, og jeg kan derfor anbefale, at andre også læser “Klassekammeraten” for at blive klogere på personen Otto Melchior og på hvordan Danmark så ud for næsten 100 år siden.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter