0 kommentarer

Kejserens klarsyn af Jo Hermann

af d. 10. juni 2013
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

199

Udgivet

2011

ISBN

978-87-994402-0-7

 

Hvis en bog skulle bedømmes udelukkende ud fra titlen og indledningen, ville jeg rose “Kejserens klarsyn”. “Hvilken kejser? Hvilket klarsyn?” tænkte jeg og gik straks i gang. Men det har taget mig usædvanligt lang tid at komme igennem Jo Hermanns historiske roman. Sprogligt er den udmærket skrevet, men handlingen fænger ikke rigtig – måske fordi kompositionen er for springende.

Kejseren er Domitian, og hans “klarsyn” er, at han ved, at han skal dø. Ironisk nok er hans forfølgelsesvanvid dog med til at skabe en selvopfyldende profeti. Han tolker sine drømme ud fra frygten for at miste magten, og for at hindre dem i at gå i opfyldelse, dræber han enhver, som bestyrker hans frygt.
Bogen er bygget op som et kludetæppe af småberetninger. De primære synsvinkelbærere er den romerske kvinde Flavia Domitilla og hendes tjener Stefan. Flavia Domitillas mand, Clemens, er tronarving og konverteret til kristendommen. Han har trukket sig ud af politik, men det forhindrer ikke kejseren i at se ham som en trussel og slå ham ihjel. Handlingen begynder ved Clemens død, hvor Flavia Domitilla sendes i eksil på øen Pandataria. Herfra skriver hun breve til sine børn, som er i Stefans varetægt. Selvom vi bl.a. får en fornemmelse af brydningen mellem hendes romerske baggrund og den nye kristne tro, er brevskrivningen lidt for bagudskuende til rigtig at engagere mig – og den forstyrrer flowet i fortællingen.
Stefan har fået til opgave at skjule børnene hos plejefamilier. Samtidig skal han prøve at få fat i Clemens testamente samt sætte slaverne fri. Undervejs får han sin gang i kejserpaladset og kommer til at spille en afgørende rolle i et kupforsøg.

Romanen fungerer bedst i de afsnit, hvor vi følger Stefan og får mulighed for at leve os ind i hans følelser. Der er flere fine passager – f.eks. da han er inviteret op i kejserpaladset:
“Stefan undgår at kigge på sine bærere. Han kan udmærket huske følelsen af tunikaen der klæber til kroppen. Men det var i virkeligheden ikke det værste. Det værste var det lille dryp fra næsen som trak en varm og salt stribe ned ad overlæben, midt i alle de andre dryp.” Her lykkes det fint at skabe indlevelse. Til gengæld “hopper kæden af”, da Stefan er til hestevæddeløb under Saturnfesten. At han – som selv er rytter – udelukkende skulle holde øje med hestenes “farver” forekommer urealistisk: “De grønne er kommet bedst fra start, men nu haler de gule inde, med de gyldne lige bagefter.”

Romanens mange latinske navne kan sammen med de hyppige synsvinkelskift virke forvirrende. Ingen tvivl om at Jo Hermann har sat sig grundigt ind i den tid, hun skriver om. Hun viser glimt af indlevelsesevne både i personerne og epoken. Men det er, som om jeg som læser hele tiden bremses og ikke for alvor får lov at identificere mig. Måske fordi hensigten med bogen ikke er at skrive om almenmenneskelige problemstillinger. I stedet skabes et mosaiklignende billede af en fjern tid. Problemet er, at det aldrig rigtig bliver nærværende og relevant.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter