0 kommentarer

Kastanjemanden af Søren Sveistrup

af d. 7. juni 2019
Info
 
Sideantal

524

Udgivet

2018

ISBN

978 87 400 2449 4

Udgave

1. udgave

 

Så fik Danmark endelig en krimiforfatter af højeste internationale kaliber. Søren Sveistrup, bagmand til tv-darlingen “Forbrydelsen”, har med “Kastanjemanden” i ét hug skrevet sig forbi samtlige konkurrenter i den hjemlige andedam.

Sveistrups stil – voldsomt makabre mord, markante, let dysfunktionelle hovedpersoner, ultrakorte kapitler, hastige, filmagtige sceneskift og en støt stigende spændingskurve – minder til forveksling om den succesformel, som den svenske bestsellerduo Lars Kepler (pseudonym) konsekvent benytter sig af.

Kort sagt: Ka’ du li’ Kepler, vil du elske Sveistrup. Fuld fart frem uden at kigge sig tilbage…

En udspekuleret og hadefuld morder tager hul på en serie bloddryppende henrettelser med indlagt tortur af yngre kvinder, hvis afkom muligvis ikke har haft den lykkeligste barndom.

Samtidig sker der nye udviklinger i en for længst henlagt sag om en forsvundet, angiveligt myrdet datter af landets socialminister. Den afdøde piges fingeraftryk figurerer på nogle primitive kastanjemænd, som findes nær de myrdede kvinder.

Københavns politisk bevidste kriminalchef vil for alt i verden lægge låg på den mediemæssigt betændte sag om socialministerens forsvundne datter. Den er jo for helvede opklaret.

Det huer hverken Naia Thulin eller Mark Hess, modstræbende efterforskere i Københavns politi. De to er overhovedet ikke vilde med hinanden, ej heller med deres regelrette kolleger, men de er endnu mindre vilde med chefens konstante afledningsmanøvrer.

Det bliver en kamp op ad bakke for Thulin & Hess, for den koldblodige morder er på forunderlig vis altid ét skridt foran dem, og hans mord bliver mere og mere grusomme. Og til overflod leverer chefen idiotiske benspænd hele vejen.

Det skal blive en fest at følge Thulin & Hess på nye eventyr. For mon ikke den ferme Sveistrup er frisk på snart igen at præsentere os for nye, ufrivillige bloddonorer?

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter