0 kommentarer

Karlas kabale af Renée Toft Simonsen

af d. 10. oktober 2006
Info
 
Sideantal

158

Udgivet

2006

ISBN

87-567-6967-9, 978-87-567-6967-9

 

Dette er første del ud af indtil videre fire bøger om Karla, hendes familie og venner. Karla er en kvik 9-årig pige med et ret spændende liv, det er slet ikke kedeligt, når hun og hendes brødre er i nærheden. Hun er en del af, hvad man betegner som en moderne sammenbragt familie. Hendes forældre blev skilt da hun var helt lille på grund af hendes fars alkoholproblem. Dette indbragte intet mindre end en stedfar, en halvlillebror og en slags halvsøster, som alligevel ikke er rigtig familie. Denne forkludring og miskmask af begreber er for Karla lidt af en kabale at få til at gå op, og Karlas forhold til sin stadig alkoholiserede far er heller ikke helt uproblematisk.

Karla er sprælsk og har et sprudlende humør. Med hjælp fra sine små brødre får hun da også indimellem nogle geniale ideer. En af episoderne som jeg morede mig mest over, var da deres mor fik et hysterisk anfald over deres rod, og de tre søskende blev enige om, at så muggen som hun var, måtte der være tale om en form for besættelse af en ond ånd. De besluttede sig for at lave en uddrivelse, baseret på Karla og Mads Mortens skolelærdom om hekseuddrivelser. Ånden skulle uddrives med indviet vand og lort, altså ikke indviet lort, men en almindelig hundelort. Kopper med vand blev stillet oven på dørene rundt om i huset, så deres mor fik det i hovedet, når hun kom gennem døren. Derudover satte de en papirspose med lort udenfor døren, satte ild til den og ringede på døren, således at hun ville stampe på posen for at slukke ilden. Meningen var så, at den onde ånd skulle blive så forskrækket, at den valgte at tage flugten væk fra mor. Der er da rørende som børn vil hjælpe deres mor, men det er vist ikke nødvendigt at sige, at det ikke just blev opfattet sådan.

Bogen har et superlækkert og friskt layout med overskrifter i rødt. Akvarelillustrationerne i bogen er jeg også helt vild med, de er farvestrålende og stemningsfyldte og tilfører bogen liv. Jeg er overbevist om at bogen om Karla vil vække begejstring hos piger fra 9 år, da det er en både hyggelig og humoristisk bog. Absolut også anvendelig som højtlæsningsbog for børn fra 6 års alderen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter