0 kommentarer

Karla Superstjerne af Renée Toft Simonsen

af d. 28. august 2009
Info
 
Sideantal

233

Udgivet

2009

ISBN

978-87-567-8198-5

 

Sommerferien er slut og Karla skal starte i 5. klasse, men til hendes store fortrydelse kan hun trods stor ihærdighed ikke se, at hun er blevet ældre. Jo, hun er vokset i højden, men ellers er hun stadig lige så flad som en pandekage. Hendes veninde Katrine har fået bryster i sommerferien og Karla er derfor meget spændt på, om de andre piger i klassen også ser ældre ud.

Første skoledag går nu egentlig meget godt, bortset fra at Karla pludselig får et akut behov for at få en masse smart tøj. Hendes anden veninde Nana har fået et par herreseje, ægte Djetset bukser af sin mor og Selma havde en rigtig bh på. Karla kan pludselig ikke tænke på andet, end at hun bare er nødt til også at få sådan noget tøj, så hun kan blive lige så smart som de andre, men spørgsmålet er så om mor er enig i, at Karla har behov for et par bukser til over tusind kroner?

Karla har hørt om et modeshow for unge piger, hvor alle kan deltage. Det eneste krav er, at man helst skal kunne danse, og det er Karla rigtig god til. Det er dog kun 12 piger, der vil blive udtaget og komme med i det endelige show, men når man så langt, får pigerne det tøj de har på samt andre gode sager. Karla er meget opsat på at være med, men tør ikke spørge sin mor, da hun på det seneste ikke just har jublet over hendes ideer.

Som de andre bøger om Karla er det hyggelig læsning, der både byder på sjov og lidt spænding. Handlingen er meget realistisk, så jeg er sikker på at 10-12 årige piger vil kunne identificere sig med de problemstillinger der rører sig. Det at passe ind og være lige så smart som de andre, fylder rigtig meget i den alder, og ligeledes gør konflikterne med, i dette tilfælde, Karlas mor, som ikke altid lige er med på de nye ideer, Karla får. Udover de små ting i hverdagen, så er der selve spændingen om modeshowet, hvor Karla får afprøvet, hvordan det er at være model, noget der ikke altid bare er lykken. En helt klart læseværdig bog der til fulde er lige så god som de første i serien, hvis ikke bedre.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter