0 kommentarer

Karla og Jonas af Renée Toft Simonsen

af d. 14. oktober 2006
Info
 
Sideantal

215

Udgivet

2006

ISBN

87-567-8011-7, 978-87-567-8011-7

 

Karla er i denne 4. bog næsten 11 år og hun føler sig ikke længere som et barn. Dette fører til en del diskussioner med mor, som ikke har helt den samme opfattelse. Karla skal til fest og vil gerne have farvet hår og have lidt makeup på, men mor siger nej og forsøger at få Karla til at skrue tempoet ned med at blive voksen.

Karla har en god ven, Jonas, som hun mødte på sommerlejr. Hun ved ikke rigtig om de bare er venner eller lidt kærester, i hvert fald er Jonas meget glad for hende. Når han kigger på hende er det på sådan en underlig måde, at Karla faktisk bliver helt underlig tilpas.

Jonas bor på et børnehjem, da han blev bortadopteret som barn. Hans tidligere plejeforældre kunne ikke styre ham og derfor endte han på et børnehjem for adfærdsvanskelige børn og unge. Det er Jonas ikke glad for, han er dybt ulykkelig og føler sig ensom. Han savner en familie og selvom han har Karla som er en stor støtte for ham, vil han gerne have sin helt egen familie. Karla får den lyse idé, at de skal finde Jonas’ mor, men papirerne er låst inde på et kontor, og at få fingre i dem vil indebære at de lyver og bryder en masse regler.

Underholdningsværdien i bogen er helt i top, den er både spændende, sjov, trist og lidt romantisk. I modsætning til den første bog i serien, som er bygget op af små episoder, er handlingen i denne 4. bog lang og sammenhængende, hvilket efter min smag gør den en tand bedre. Den er simpelthen umulig at lægge fra sig, for man skal lige finde ud af, hvordan det går med Jonas, om han finder sin mor og om hun overhovedet vil have noget med ham at gøre.

Undervejs opstår der en del moralske dilemmaer, som sætter Karla og Jonas i tvivl om hvorvidt de nu gør det rigtige. Så rent pædagogisk er der også noget at komme efter, idet man kan snakke og diskutere med sine børn bl.a. om det er ok at lyve eller stikke af hjemmefra uden at sige noget til de voksne, hvis bare man gør det i en god sags tjeneste.

Hvad layout angår, er denne bog lige så indbydende og lækker som de foregående i serien, og jeg er sikker på at den farvestrålende forside med Karla og Jonas udenpå, vil appellere til mange piger.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter