0 kommentarer

Karitas uden titel af Kristin Marja Baldursdóttir

af d. 23. januar 2011
Info
 
Sideantal

456

Udgivet

2007

ISBN

978-87-02-04783-7

Originaltitel

Karitas án titils

Udgave

4. udgave

 

Hovedpersonen Karitas’ kunstneriske talent får hende til København, hvor hun uddannes på det kongelige kunstakademi for så at vende tilbage til Island i håb om at kunne åbne et galleri og leve af sin kunst. Hele denne bog handler dog om, hvordan hun i sine første 25 år må give afkald på sine kunstnerdrømme for bl.a. at passe sine børn.

Der er på sin vis mange gode ting i spil i bogen. Men jeg synes desværre at der også er en stor grad af inkonsekvens i form af mange løse ender. Fx er der nogle personer, som jeg var overbevist om ville spille en rolle hele bogen igennem, men som forsvinder efter første del. Måske vender de tilbage i bogens efterfølger?

Derudover får jeg et dårligt billede af personen Karitas. I nogle situationer er hun ekstremt stædig og stærk, mens hun i andre virker pinlig hysterisk eller svag og underdanig, og jeg er meget i tvivl om hvordan hun reelt er. Så selv hovedpersonen i denne bog forekommer mig inkonsekvent. Jeg får aldrig styr på om der er en pointe i fra Baldursdóttirs side at forme hende sådan (evt. noget med det modsatrettede i at være en kvinde i 1900tallet, der gerne vil frem samtidig med at være tynget af et åg?). Denne utydelighed kommer til at virke negativt på mig.

Jeg kedede mig en del gennem bogen, og Baldursdóttir kunne med fordel have skåret fortællingen ned, så vi fik nr. 2 i serien med i samme bog, for det er alligevel først til allersidst, at Karitas rent faktisk træder i karakter. I denne første bog giver Karitas kun klynkende udtryk for sin længsel efter at male – men ikke engang dette begær er jeg særligt overbevist om, da Baldursdóttir i stedet lader begæret til Karitas’ mand, Sigmar, fylde. Sigmar er en stereotyp på en eftertragtet mand; er lækker og har en dyb ro og evne til at tæmme Karitas, så hun bukker under, så snart han hvisker noget sødt til hende eller “glider fingeren over hendes ansigt som for at dele det i to”, som han gør ca. 10 gange i løbet af bogen. Generelt er der nogle scener, som jeg synes kunne være taget ud af en billig lægeroman.

Sprogmæssigt minder bogen mig om en dansk stil med en okay historie. Forfatteren viser dog sporadisk et virkelig godt og anerkendelsesværdigt sprog. Når der fx skrives “hun lyttede til dyrene der fremsagde nattedigte inden søvnen, himlen blev kulsort, hun tændte lampen, blomsterne på tapetet visnede.” synes jeg det giver udtryk for et fint og levende sprog. Mange af kapitlerne adskilles desuden af nogle stemningsbilleder der skal fungere som en beskrivelse af nogle af Karitas’ kunstværker, og disse er bogens litterære højdepunkter. Her får sproget for det meste lov til at leve og billederne lov til at tale for sig selv, uden at Baldursdóttir lige skal forklare med et klodset sprog, hvilke følelser de forskellige personer har, som det ofte sker i de andre kapitler. Med klodset mener jeg ganske enkelt, at Baldursdóttir lader til at gå efter “don’t show it – tell it!”-metoden.

Mange har denne bog meget kær, så jeg havde glædet mig meget til at læse den efter at have fået den anbefalet mange gange. Og jeg forstår på sin vis godt folk når de kan lide den, for det er en bog som hverken gør skade eller gavn. Men netop dette er grunden til, at den ikke sætter noget på spil for mig, og den står i min optik som en middelmådig præstation.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter