0 kommentarer

Karitas kaos på lærred af Kristin Marja Baldursdóttir

af d. 20. januar 2009
Info
 
Sideantal

548

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06851-1

Originaltitel

Óreida á striga

Udgave

3. udgave

 

“Du har været en dårlig mor,” siger Jon, den ældste søn af Karitas Jonsdottir, til sin mor. Og han har ret. Fuldstændig ret.
I denne anden del af fortællingen om kunstneren Karitas, ‘Karitas kaos på lærred’, følger man Karitas, fra hun forlader familien – ægtemanden, der er dukket op efter 13 års fravær, og de to halvstore drenge – for at hellige sig kunsten.
Det bliver en begivenhedsrig rejse verden rundt – fra Reykjavik til Paris og videre til New York med en afstikker til Rom, inden hun ender i Island igen. Undervejs har hun følgeskab af mange gode, sjove og viltre kvinder og enkelte besnærende mænd. Ægtemanden Sigmar dukker stadig op med mellemrum, men Karitas afviser at genoptage samlivet med ham indtil kort før hans død, hvor hun tøvende lukker ham ind i sit liv igen..
Tættest knytter hun sig til barnebarnet Silfa, der som to-årig sættes af på hendes dørtærskel. I to år følger den lille pige med sin farmor rundt i Paris’ gader, før Silfa atter tages fra Karitas og bringes tilbage til Island af barnets far. Det gør ikke Karitas’ glæde ved familien større.
Men lige så svært hun har det med mand, børn og søskende, lige så godt har hun det med kunsten. Den koster hende mange kræfter, og selv mener hun, at den har taget hendes forstand. Men spørgsmålet er, om hun havde haft nogen forstand, hvis ikke hun havde haft kunsten. De anstrengelser, hun gjorde sig i den første bog for at leve et normalt husmorliv, var ikke ligefrem fremmende for hendes mentale sundhed.
Og derfor – fordi man som læser ved, hvordan hun mistrivedes og fejlede som småbørnsmor – forstår man, hvorfor hun i denne bog tager afstand fra den samfundsvedtagne rette måde at være kvinde på og i stedet udlever sine længsler, selvom hun må tage til takke med at blive kaldt en dårlig mor. Familien og omgangskredsen fordømmer hende, men som læser kan man ikke andet end at acceptere og holde af hende.
Det er flot, Karitas, at du vælger din egen livsrute, uanset prisen, og det har været umanerligt gribende at følge dig på vejen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter