0 kommentarer

Kan man dø to gange? af Leif GW Persson

af d. 23. juli 2017
Info
 
Sideantal

445

Udgivet

2017

ISBN

978-87-7146-735-2

Originaltitel

Kan man dö två ganger? - Oversat af Allan Hilton Andersen

Udgave

1. Udgave

 

Denne bog har ligget uforskammet længe på mit skrivebord og ventet på at blive læst. Jeg er den type læser, der nærmest aldrig læser bag på bogen først, fordi der efter min smag ofte bliver afsløret alt for meget. Det gør der nu ikke på denne, hvilket skal være en ros til Modtryk. Men jeg havde dog opsnappet så meget, at det også denne gang er kriminalkommissær Evert Bäckström, der er bogens centrale hovedperson, og så er man altså lige nødt til at trække vejret dybt ind, før man går i gang, for han er i bund og grund den mest usympatiske betjent, jeg nogensinde har læst om. Lige meget hvordan man beskriver Bäckström (løgnerisk, bedragerisk, idiot, doven osv.), så er hans eget verdensbillede det stik modsatte. Det er på samme tid rædselsfuldt og hylemorsomt.

Den 10 årige søspejder Edvin er på lejr, men han er desværre ikke så søstærk, så han bliver sat på land på en ø beliggende i Sveriges tredjestørste sø, Mälaren. Hans opgave er at finde svampe eller andet spiseligt, mens hans kammerater øver sejllads. Da de kommer for at hente ham har han dog i stedet fundet et menneskekranium. Dette holder han for sig selv, stikker af fra lejren og ringer på døren hos sin nabo, Evert Bäckström, der er chef for den efterforskningsgruppe, der arbejder med grove forbrydelser begået i Solna politidistrikt.

På grund af tidligere sager (som man bør læse om i f.eks. ‘Den der dræber dragen’ og ‘Den sande historie om Pinocchios næse) er Bäckström en meget populær og landskendt politimand, der har opklaret alle sine mordsager, på nær én. Med meget enkle midler, der nærmer sig synskhed og held, løser han lynhurtigt sagerne, og får nærmest altid ret i sine forudsigelser, til stor undren for hans hårdtarbejdende personale. For mens de storker rundt og opklarer sagen, sover Bäckström middagssøvn, spiser på restaurant og besøger prostituerede, og får alligevel givet sine chefer det indtryk, at han har meget travlt, og at det er ham man bør takke for sagens opklaring.

Det er endnu engang en fremragende krimi som GW disker op med. Plottet er lige så snedigt som bogens titel, “Kan man dø to gange?”. Enten er jeg blevet vant til Bäckströms opførsel, eller også har GW nedtonet hans bedrifter denne gang, der var knap så meget omtale af den berømte supersalami. Derimod var der meget godt politiarbejde udført af nogle farverige betjente, der kan deres kram. Tonen er let og ironisk, som f.eks. hvor han vanen tro stikker lidt til sin ven og forfatterkollega, Jan Guillou, og faktisk også gør lidt grin med sig selv, og mens man ryster på hovedet, sidder man også og griner. GW skriver så godt og spidsfindigt, at man af og til er nødt til at læse et afsnit igen, for helt at forstå, hvad der lige skete. Man sidder næsten i samme perplekse tilstand som politimesteren, da det først lidt efter en telefonisk samtale med Bäckström går op for ham, at det møde han agtede at indkalde ham til på sit kontor, med en enkelt lille finurlig sætning kom til at foregå på Bäckströms kontor.

GW understreger atter, at han er en af verdens allerbedste krimiforfattere. Det er så underholdende og godt skrevet, at det går alt for hurtigt med at læse de 445 sider.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter