0 kommentarer

Kakerlakkerne af Jo Nesbø

af d. 18. oktober 2015
Info
 
Sideantal

346

Udgivet

2007

ISBN

978-87-7053-051-4

Originaltitel

Kakerlakkene

Udgave

2.

 

Den norske ambassadør i Bangkok myrdes, og den drikfældige Harry Hole tvinges til Thailand, til en sag som alle ønsker opklaret, dog uden at blotlægge de bagvedliggende sandheder. Hvilket bliver ret umuligt for Hole er som en rystepudser i en glassal, hans kulturforståelse halter ret kraftigt, og han får utallige gange trådt de korrekte thaier over tæerne. Den eneste der har tilnærmelsesvis føling med ham er den kvindelige amerikanske kriminalkommisær som Hole samarbejder med.

Bangkok beskrives ret fermt, man har næsten smoggen i næseborene, og billeder står skarpt på nethinden, det er miljøbeskrivelse så det basker. De store karikerede overdrivelser slipper Nesbø fra med et smil, blandt andet er der en kinesisk håndlanger der passer godt på kineseren fra ‘Goldfinger’, bare i tredobbelt proportion. Ham tager man sgu ikke helt alvorligt, med mindre man hedder Harry Hole og bliver båret rundt af monstret.

Jo Nesbø tager med ‘Kakerlakkerne’ et kvantespring i den rigtige retning, set i forhold til debuten ‘Flagermusmanden’, der var proppet med udenomssnak og trivielt privatlivsfyld.

Langt henad vejen er Kakerlakkerne skidespændende, jeg tager mig selv i at læse ‘Harry Bosch’ når der står ‘Harry Hole’, for Nesbø ligger knaldhamrende tæt op af Michael Conelly. At kalde det kriminalrealisme er at strække den, det rendyrkede krimielement passer fint lige indtil skurken skal afsløres, der skifter vi nærmest genre til ‘thriller’. Skurken skal nå at forføre både læser og hovedperson med sit kriminelle vid – diverse plothuller skal belyses, og derefter skal skurken selvsagt nedlægges. Med Hole i hovedsædet er nedlæggelse dog en fesen term, han spreder i bedste Die Hard-stil nærmest sine modstandere i atomer.

Kun en ren amatør vil ikke have gættet hvem skurken er før han afsløres, og efterfølgende viser det sig at Hole fra starten af har gennemskuet ham. Det tangerer det konstruerede, men det opvejes af den dirrende spænding, selvom det trækkes en smule i langdrag i optakten til slutningen. Efterfølgende kommer der så meget smæk på drengen at det for læseren føles som en tur i en vindtunnel. Ikke at jeg dog har prøvet det.

Hvis du som jeg mistede modet efter mødet med ‘Flagermusmanden’, så spring bare på vognen igen og knus et par store kakerlakker.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter