0 kommentarer

Kafkas leoparder af Moacyr Scliar

af d. 20. februar 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

120

Udgivet

2012

ISBN

978-87-89213-73-6

Originaltitel

Os leopardos de Kafka

 

“Kafkas leoparder” af den jødisk-brasilianske forfatter Moacyr Scliar er syret, snørklet og lettere paranoid. Som en roman af – Kafka. Bogens format er mindre, i begge betydninger, men den er alligevel værd at læse. Især, hvis man synes om syrede, snørklede og let paranoide romaner.

Under militærdiktaturet i Brasilien i 1965 pågribes en ung mand med en sær tekst i lommen. Den handler om nogle tørstige leoparder, der bryder ind i et tempel, og er underskrevet af en Franz Kafka. De udannede pansere har aldrig hørt om Kafka og tror, det er en kodet meddelelse beregnet på at omstyrte regimet.

Den unge mands onkel, Benjamin, også kaldet Ratinho – Rotten – troede også det var en kodet meddelelse beregnet på at omstyrte det russiske zarstyre, da han modtog teksten i 1916 af forfatteren selv, en fattig, tuberkuløs særling bosiddende i Prag.

Benjamin var ivrig revolutionær, tilhænger af Trotskij, der indirekte havde sendt ham på missionen til Prag. Men var Kafka også en af revolutionens sønner? Og hvad med den dejlige unge dame i guldsmedeforretningen, som udstiller såvel leoparder som et tempel i guld?

Hverken Benjamin under Første Verdenskrig eller nevøen Jaime under det sydamerikanske diktatur har synderligt held med deres revolutionære aktiviteter, og den enestående, komplet uforståelige tekst af forfatteren, der efter sin død blev verdensberømt, bidrager kun til at øge forvirringen.

“Kafkas leoparder” er en pudsig bagatel af en velskrivende og hertillands ukendt brasilianer, som det lille forlag Hjulet på vanlig idealistisk vis har valgt at udgive. Den 120 sider korte pudseløjerlige historie gør ikke et uudsletteligt indtryk, men man hygger sig noget så gevaldigt undervejs. Og så er det jo sjovt engang imellem at læse noget helt annorlunda, ikke sandt?

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter