0 kommentarer

Kafka på stranden af Haruki Murakami

af d. 18. april 2010
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

459

Udgivet

2007

ISBN

978-87-7955-452-8

Originaltitel

Umibe no Kafuka

Udgave

1.udgave

 

Egentlig havde jeg opgivet at sige noget som helst om “Kafka på stranden”. For Murakamis verden er så stor og mærkelig, så fuld af liv, poesi og magi, at jeg nærmest overvældes… Murakami er vel det nærmeste man kommer på et nutidigt svar på H.C. Andersen!

“Kafka på stranden” er da også et moderne eventyr om en ung mand, Kafka Tamura, som drager ud i verden for at søge lykken, eller måske bare sin egen identitet. Og som i Andersens eventyr “Skyggen” sker det også i denne historie at skyggen forsvinder for en af hovedpersonerne, Nakata.

Kafka føler, at han er nødt til at drage “helt til verdens ende for at gøre det, der kun kan gøres dér.”
På sin vej møder han både mennesker og dyr, som gerne vil hjælpe og visdomsordene kommer i en lind strøm. “Men jeg fatter stadig ikke meningen med livet” konstaterer Kafka langt henne i fortællingen. “Verden er en metafor” siger én af de kloge – ja, men så er det jo ikke så mærkeligt at en skygge kan forsvinde! Og ikke så mærkeligt, at en ung knægt som Kafka har svært ved at fatte en fis!

Et alter ego ved navn Krage, en enfoldig analfabet, der taler med katte efter at ha’ været ude for en mystisk hændelse, som involverer det amerikanske militær, en kattedræber ved navn Johnny Walker, som til forveksling ligner manden fra whiskyflasken. Østens guder manifesterer sig på forskellig vis, således også som Kentucky Fried Chicken’s Oberst Sanders, der fortæller, at han gerne ville ha’ optrådt som Mickey Mouse, men der var for mange problemer med Disneys copyright-krav! Kafka Tamura filosoferer naturligvis også over en anden Kafkas forfatterskab.

“Kafka på stranden” er så spækket med symbolik at en dybdegående tolkning må være en magisterkonferens værdig!
Det hele kan virke lidt kaotisk; men jeg ser det som en smuk kalejdoskopi. Som altid hos Murakami ophæves grænserne mellem drøm og virkelighed og man flyder som læser ind i et særligt poetisk univers. Og i dette univers er Murakami den klareste af alle stjerner…

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter