0 kommentarer

Kædens sidste led af Fredrik T. Olsson

af d. 7. oktober 2014
Info
 
Sideantal

523

Udgivet

2014

ISBN

978-87-93166-11-0

Originaltitel

Sluttet på kedjan

 

“…vil blive læst yderst på stolen med nedbidte negle…” Sådan beskriver forlaget Hr. Ferdinand “Kædens sidste led” og oplyser videre, at bogen er solgt til 25 lande og Warner Brothers har købt filmrettighederne. Måske har jeg bare læst for mange spændingsbøger skåret over den samme læst, siden den ikke sagde mig det store….

I Sverige forsøger en kryptolog at tage sit eget liv, for derefter at blive bortført fra det hospital, der har reddet hans liv. Hans eks, der er journalist, forsøger at opklare bortførelsen og begiver sig ud i Europa sammen med en jounalistpraktikant, der har fundet et sammenfald i en sprogforskers forsvinden fra Amsterdam. De to bortførte eksperter møder hinanden på et mystisk slot, hvor en lige så mystisk organisation vil have dem til at bryde nogle koder. Midt i det hele er det brudt en livsfarlig virus løs og dommedag lurer lige rundt om hjørnet.

Hvis Warner får filmatiseret bogen, må det blive en blanding af ‘Outbreak’ og ‘James Bond’, det er i hvert fald de tanker jeg fik, mens jeg læste bogen. Den er skrevet på Dan Brownsk, hvor flere afsnit og kapitler ender med cliffhangers, hvor man burde læse videre med adrenalinet kogende. Desværre en fortællerform, der er begyndt at kede mig, og i stedet for at læse videre, måtte jeg sukke og lukke bogen, hvorved jeg brugte urimelig lang tid på at læse den. Jeg tror bogens største problem er, at plottet er totalt tåbeligt, og herved mister undertegnede simpelthen interessen for at læse videre, og de forskellige klimaks kommer nærmere til at virke komiske og flere sekvenser er alt for forudsigelige. Der bliver brugt meget lang tid på at løbe rundt på slottets gange, eksperterne får ikke hele sandheden om kodernes oprindelse, eller også bliver de ledt på vildspor, så jeg som læser bliver ligeså fortvivlet og forvirret som de indespærrede personer, der skal redde verden.

Håndværket fejler ikke noget, den er bygget op som de fleste spændingsbøger på markedet, og man bemærker ikke, at Fredrik T. Olsson er debutant, men denne læser er vist bare fyldt op af mærkelige plots og fandt bogen banal og halvkedelig. Bogen bliver stensikkert et hit, det er den vel allerede, når den er solgt til 25 lande, og den vil utvivlsomt appellere til mange spændingsfreaks.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter