0 kommentarer

Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl

af d. 14. november 2010
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

315

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7053-499-4

 

“Kadaverdoktoren” er en vildt underholdende historisk krimitur til Frankrig i 1800-tallet, hvor den unge borgerlige Cecile dør under mystiske omstændigheder. Kort efter omkommer også den præst, der vågede over hendes lig. Kadaverdoktoren er tidens svar på en patolog, og han forsøger at finde ud af, hvad der slog Cecile ihjel. Som læge interesserer han sig for sygdomme, deres opståen, forløb og helbredelse. Når helbredelse er umulig, forsøger han at finde dødens årsag, blandt andet ved obduktion, som på ingen måde er hverdagskost i 1800-tallet.

Kadaverdoktorens datter Madeleine er hans hjælpende hånd og vores dejligt oprørske fortæller. Efter hendes mors død har Madeleine og hendes far boet alene. Ifølge tidens normer er kvinder nogle letberørte, nervøse skabninger som det er mandens pligt at skærme og drage omsorg for. Tingene er dog skredet lidt i dette hus, hvor faderen ganske ofte bruger sin datter som assistent til medicinske forsøg og diskussioner. Madeleine har således illustreret faderens opdagelser med sine præcise tegninger. Da doktoren midlertidigt efterlades immobil efter et uheld med ligvognen, bliver Madeleine naturligt hans forlængede arm. Som faderens stedfortræder rejser hun rundt og forsøger at opklare de mystiske omstændigheder omkring Ceciles død, og mens dagene går sætter hun større og større pris den nyerhvervede selvstændighed.

Kaaberbøl skriver fortiden frem, så man mærker korsettet og tiden stramme. Man sætter sig undrende op på den hestetrukne ligvogn, hvis motoriserede afløser så småt er begyndt at larme ned ad de brostenbelagte gader. Det er spændende at få et indblik i tidens viden, især om sygdomme og bakterier, men også om kultur og normer. På natbordet står der f.eks. et familieportræt af Madeleine, hendes far og den nylig døde, opklodsede mor. Et “dødebillede” som er helt i tråd med datidens tradition, men som nærmest er bizart set med vores øjne.

“Kadaverdoktoren” er bare en fed krimi i en dejligt anderledes setting end den sædvanlige nordisk-engelsk-amerikansk realistiske genre vi er blevet så vant til. Den historiske placering er et scoop, og jeg glæder mig uforbeholdent til de forventede kommende bind.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter