0 kommentarer

Joseph Anton af Salman Rushdie

af d. 11. april 2013
Info
 
Sideantal

650

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-11519-2

Originaltitel

Joseph Anton (engelsk)

 

Joseph Anton er det dæknavn Salman Rushdie benyttede, mens han måtte gå under jorden pga. den iranske fatwa (valgt fordi det er Conrad og Chekhovs fornavne) og hans mursten af en erindringsbog handler da også primært om hans liv under fatwaen, dens ofre, de politiske vatnisser, de tapre græsrødder, boghandlere & forfattere og kampen for ytringsfrihed og demokrati.

Man fornemmer Rushdies store behov for ENDELIG at tage til genmæle overfor alle dem, der glemte deres kritiske sans og anstændighed /svinede ham til eller satte spørgsmålstegn ved hans ret til politibeskyttelse, til at leve og til at skrive litteratur under fatwaen (ofte uden at have læst ”De Sataniske Vers”) – Cat Stevens, Tarig Ali, store dele af den engelske presse og flere engelske og indiske politikere og gejstlige eksempelvis.
Det fylder meget, ligeledes gør de mange politiske forviklinger og diplomatiske tovtrækkerier i de 9 år fatwaen varede, og dén del er lidt tung, når man som undertegnede kun kender et fåtal af navnene på de implicerede.

Til gengæld får han klart formidlet hvor klaustrofobisk og frustrerende det er, aldrig at være alene, at skulle spørge om lov for at komme ud, at størstedelen af alle flyselskaber nægter at flyve med én, at måtte gemme sig i skabe og på badeværelser når rengøringskoner og håndværkere dukkede op på de hemmelige adresser (som han selv betalte husleje for), angsten for iranske dødspatruljer, for sine pårørende og sorgen over drabet på den japanske oversætter Hitoshi og overfaldene på den italienske ditto samt den norske forlægger William Nygaard – som blev skudt ned udenfor sit hjem, men overlevede mirakuløst.

Han får også sagt tak til de mange der hjalp ham, vennerne der kæmpede for hans sag og beskyttede ham – bl.a. Robin Cook, Nigella Lawson og hendes mand, Susan Sontag og hans agenter Gillon og Wylie.
Om at vælge at slås for sin frihed og sine rettigheder – i stedet for at være offer, også retten til at kritisere voldelige og intolerante regimer og præsteskaber:

“Hvornår, ville han gerne vide, var det blevet irrationelt at synes dårligt om religion, at synes inderligt og heftigt dårligt om den? Hvornår var fornuft blevet omskrevet til ufornuft? Hvornår var de overtroiskes eventyr blevet hævet over kritik, over satire? En religion var ikke en race. Det var en ide, og ideer bestod (eller faldt), fordi de var stærke nok (eller for svage) til at modstå kritik, ikke fordi de blev skærmet mod den.”

Rushdies ungdom, ægteskaber, skilsmisser og venskaber (Bono, Paul Auster, Harold Pinter etc.) beskrives også – ligeledes hans to sønner Zafar og Milan og hans store kærlighed til dem.

Alt i alt er bogen skrevet godt og med stor humor samt en god portion selvindsigt. Det er en vigtig bog om ytringsfrihed, og om et stort forfatterskab selv om dele af den er lidt tung.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter