De Gyldne Laurbær
0 kommentarer

Journal 64 af Jussi Adler-Olsen

af d. 20. november 2011
Info
 
Sideantal

462

Udgivet

2010

ISBN

978-87-567-9545-6

 

Stående applaus til “Afdeling Q”. Endnu en intelligent og underholdende krimi fra Jussi Adler Olsen.

Historien tager sit udgangspunkt på Sprogø, hvor der i gamle dage var en anstalt for åndssvage og letfældige piger – officielt en opdragelsesanstalt, men i virkeligheden et tragisk liv for de kvinder, der blev sendt derud.

Afdeling Q, som er en specialafdeling på politigården, består af Carl Mørck, hans syriske assistent Assad og assistenten Rose, der indimellem lufter sin anden personlighed Yrsa, får denne gang færten af et større antal personer, der forsvandt 20 år tidligere indenfor samme uge.

Efterforskningen viser, at mange af personerne havde haft en form for tilknytning til Sprogø, enten i form af at have været interneret der eller have arbejdet der.

Sideløbende følger vi Nete Hermansens triste liv. En lille landbopige, hvis mor dør, da hun kun er 5 år. Hun opdrages af sin far og større brødre og udvikler sig til en fræk og pågående pige og ender efter en uønsket graviditet på Sprogø, hvor hun bliver misforstået og misbrugt på det groveste.

Nete bliver tvangssteriliseret og kommer væk fra øen og med gode menneskers hjælp lykkes det hende at opbygge en ny tilværelse, hvor hun lærer at tro på, at “hun er god nok”.

Men en dag krydser gamle bekendtskaber hendes vej – og det liv hun har formået at bygge op, bliver smadret til ukendelighed – og Nete beslutter sig for at hævne sig på de mennesker, der har ødelagt hendes liv.

Nu starter et sandt vendetta. Nete formår at udføre en bizar og makaber forbrydelse, mens man som læser sidder og hepper på Nete. Her holder man med forbryderen!

Afdeling Q kommer på en svær opgave, der næsten kommer til at koste Assad og senere Carl Mørck livet. Gudskelov overlever de – så de er klar til en ny krimi. Vi glæder os allerede!

Slutningen er overraskende og Jussi Adler-Olsen fortjener stående applaus for en spændingsmættet krimi, hvor alle sider er fulde af overraskelser, spænding og nærvær iblandet en skøn humor og varme følelser for Carl Mørck, Assad og Rose.

 

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter