0 kommentarer

Jesus på dybt vand af James Lee Burke

af d. 2. marts 2012
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

203

Udgivet

2007

ISBN

978-87-7070-001-6

Originaltitel

Jesus Out To Sea

 

“Jeg er fuld af ærefrygt over James Lee Burke … måske når ingen samtidige forfattere op på siden af ham … Samlingen er beåndet med en skønhed og en klarhed, der fylder én med både smerte og lykke.”

Gid det var mig, der havde skrevet sådan om Burke og hans fine novellesamling “Jesus på dybt vand”. Det er en anmelder på Bookreporter, men ordene står til troende.

Undertitlen er “Americana”, og dét får vi, så det basker i de 11 tætte noveller om dragende skæbner i det vældige land. Stilen er som i hans fabelagtige serie om den melankolske ex-cop Robicheaux: Kraftfuld, insisterende, ekstremt billedskabende og fyldt med en indædt energi. Ingen mestrer som Burke at udmale natur, himmel, hav, byer, mennesker og mad, så man fuldkommen opslugt føler, at man selv er til stede. Burkes indlevede skildringer af farverige New Orleans og dramatiske Louisiana er den direkte årsag til, at jeg om føje tid tjekker ind til en østerssandwich, en svedende langhalset Jax og en stille blues.

“Vernon var 17 år og kunne efter loven ikke tvinges til at gå i skole. Og den kendsgerning var en gave fra gud til det sydvestlige Houstons undervisningssystem. Vernon havde halvmåneformede ar på knoerne, overarmsmuskler på størrelse med små netmeloner og dybtliggende abeøjne, der fokuserede på andre børn med samme moralske indlevelse som en elektrisk boremaskine.”

Vernon er kun en biperson i en af de tre eksemplariske historier fra 40’erne, hvor Charlie (Burke selv) og hans bedste ven Nick får røven på komedie i de fattige, men stolte sydstater. En tid med nøjsomhed, sammenhold, barske lege – og mørke skyer truende ude over den mexicanske golf.

Selv birollerne er interessante hos Burke, både de hårde forbryderspirer og de guldhjertede nonner. Hovedpersonerne er ofte hårde, fåmælte typer med en moralsk dumstædighed, der ofte nærmer sig det selvmorderiske. Sådan lidt John Wayne-agtige – og det gælder også kvinderne!

Scenarierne er vidt forskellige. Boreplatforme på golfen, små og store byer dengang og nu, et AA-møde og til sidst en tagryg i et New Orleans, der ligger oversvømmet og voldtaget af orkanen Katrina og landets fordærvede politikerelite i fællesskab.

“Dis” foregår netop efter Katrina, hvor Lisa mistede sit hus og job. Manden forsvandt i Irak, og nu befinder hun sig i et diset tomrum mellem alkoholmonstret, den sleske alfons Herman og sin lesbiske AA-sponsor Tookie. For sit indre ser hun syner så uhyggelige, at man forstår hendes trang til at forsvinde i tågerne.

Samme tristesse er der over “Den aften, Johnny Ace døde” om en gruppe musikere i 1954 – dengang rock’n’roll friskede luften op efter The Blues, uden at dét dog fjernede stanken af gensidigt forræderi og korruption.

“Vinterlys” handler om Roger, der nægter to ualmindeligt usympatiske jægere i en prangende firehjulstrækker adgang til sin jord. Alene beskrivelsen af deres morderiske rifler med teleskopsigte lader ane, at man ikke har mødt dem for sidste gang, selv om de i øjeblikket vender om.

De tre rockere med tatoverede blå dråber ved øjnene i “Angerens tid” er af samme støbning. Kun en ældre fyr tør stå imod, da de giver sig til at terrorisere en afsidesliggende lille flække. Clint’en kunne ha’ spillet den rolle! Eller Burke selv?

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter