0 kommentarer

Jernporten af Jens Christian Grøndahl

af d. 24. april 2015
Info
 
Sideantal

325

Udgivet

2014

ISBN

978-87-02-16436-7

 

“Jernporten” opererer med en navnløs jeg-fortæller. Han befinder sig i geografisk forstand i Rom, hvor han stille og tilbagetrukket ‘fejrer’ sin 60-års fødselsdag. Mentalt krydser han grænser og åbner op for refleksion over sit liv. Han dykker ned i to afgørende erindringsglimt.

I det første erindringsglimt rammer han sin studietid. Han voksede op med Karl Marx-plakat på væggen og med et dybt ønske om at blive i stand til at læse Det Kommunistiske Manifest på originalsproget. Måske er det derfor, han knytter an til sin tysklærer, Gudrun. Hun retter snarere hans opmærksomhed mod Manns Toniö Kröger og Rilkes digte. Det er også igennem Gudrun, fortælleren møder Erika, hendes datter.
Hans mors død får her en afgørende betydning.

I andet erindringsglimt reflekterer fortælleren over mødet med Stanko. Han er ny elev i klassen og flygtning fra det tidligere Jugoslavien. Stankos første fristil skræmmer i all sin grusomhed fortælleren. Han tager Stanko under sine vinger. Det involverer ydermere Stankos mor, Ivana, fortællerens datter, Julie, og en efterårsferie i Sverige. Her indsnævres perspektivet og får en politisk pondus og glød.

Tilbage på nutidsplanet befinder fortælleren sig i Rom. På Den Spanske Trappe træffer han Jesse, og han giver slip på tiden og er for en stund nærværende i nuet.

ROMANEN er således delt op i tre dele:
– I første del reflekterer forholder fortælleren sig for første gang til sin mors bortgang.
– I anden del møder får bringer han sig frem til en anden forståelse af Stanko.
– I tredje del gribes fortælleren for første gang af nutiden og af et særligt engagement.

Gennem disse glimt tegnes et nuanceret portræt af fortælleren, og jeg er som læser betaget af den meget varme tone. Jeg sidder efter læsning med et godt billede af fortælleren. Det har været berigende at følge hans ræsonnementer. Han kan indledningsvist forekomme temmelig tillukket, isoleret og lettere misantropisk – men han åbner sig.

OM SPROG OG STIL vil jeg notere, at der er tale om det sædvanlige Grøndahlske aftryk; Et afdæmpet, nøgternt sprog med meget fine miljøbeskrivelser. Tag for eksempel denne fra moderens begravelse: “Jeg hørte kun de dæmpede små eksplosioner, når jorden fra hans lille skovl spredtes på det hvidmalede kistelåg. Jeg kunne mærke, at min far søgte mig med blikket, men jeg reagerede ikke.”
Fortælleren i “Jernporten” er indadvendt og meget reflekterende. Jeg finder en særlig rytme og poetik i denne stil. I sin statusopgørelse over livet noterer han sig, at han er som en passage, som en port, børn skal igennem: “Min plads har altid været et sted, som andre skulle forbi undervejs fra barn til voksen” Det bringer titlen in mente.

MILJØSKILDRINGEN og handlingsuniverset har ledt mine tanker i retning af den meget anmelderroste “Stoner”, hvis hovedperson også beskæftiger sig med lærergerningen og med at finde sit ståsted i samfundet. Det er muligt, Jens Christian Grøndahl har fundet inspiration heri – som bekendt er han oversætter af denne roman.
Ydermere finder jeg en forbindelse til sidste års Nobelpristager, Patrick Modiano. Hos ham ser vi også en bølgende veksling mellem fortid og nutid, mellem erindring og bevidsthed.

MED JERNPORTEN har Jens Christian Grøndahl skrevet en stærk og perspektivrig roman om en indadvendt, sansende mand, der gennem to erindringsnedslag finder sig selv. Jeg synes, denne teknik fungerer rigtig godt.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter