0 kommentarer

Jegfortællinger af Maja Lucas

af d. 3. september 2007
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

120

Udgivet

2007

ISBN

978-87-11-17140-0

 

”Jegfortællinger” er en lille novellesamling af debutanten Maja Lucas. Titlen er velvalgt. Alle novellerne har tilsyneladende samme unge kvinde som fortæller, og hun har problemer med sit jeg. Fra starten sætter Maja Lucas scenen snapt og kontant. I første novelle ”Knæ”, er vores hovedperson ved lægen, formodentlig fordi hun har ondt i sit knæ. Hendes opførsel afslører imidlertid, at hun måske også har andre bevæggrunde for besøget. På den ene side virker samtalen med lægen som en almindelig konsultation, men alligevel har man følelsen af, at hun er lidt for ivrig i samtalen, og at hun, groft sagt, lidt for hurtigt smider bukserne og lægger sig på briksen. Hvad er det, hun vil?

Man kan godt genkende en ung kvindes søgen efter et eller andet alle de forkerte steder. Om end de fleste trods alt ikke indleder et forhold til lægen, hvad der må betragtes som et af de større fejlskøn i vores hovedpersons forvirrede og flagrende jagt på sig selv.

I novellen ”Afsked” tager hun til introduktionsmøde på sit gamle gymnasium. Hendes tidligere undervisere kan slet ikke forholde sig til, at hun er tilbage og efter en indledende pjattet bemærkning, er der ingen, der henvender sig til hende resten af aftenen. Hun er vendt tilbage til et sted, man går igennem og så forlader. Hun mærker godt selv, at hendes tilstedeværelse virker ”ved siden af”, og at det gør folk nervøse. Alligevel, efter en hel aften ignoreret midt i en stor forsamling, mener hun, at det har været en god aften.
Hvis det er en god aften, vil man nødig se de dårlige.

De korte fortællinger er hverdagsagtige situationer om forhold, platoniske (?) såvel som seksuelle. I det almindelige gemmer der sig imidlertid hints om, at alt måske ikke er helt så ligetil og måske slet ikke i orden. Det er et usikkert jeg, som konstant giver for meget af sig selv i en søgen efter anerkendelse. Det er godt skrevet, det er det. Men det genkendelige i teksterne gør, at jeg efter endt læsning ganske hurtigt atter er uberørt.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter