0 kommentarer

Jeg vil være fri! af Nina Lugovskaja

af d. 29. april 2009
Info
 
Sideantal

340

Udgivet

2004

ISBN

978-87-7604-029-1

Originaltitel

Khotsju sjit'. Iz dnevnikov sjkolnitsy

 

Nina Lugovskajas dagbogsfortegnelser ‘Jeg vil være fri’ fremstår umiddelbart som en lidt triviel teenagedagbog, præget som den er af kampen med forældre, interessen for drenge, og vilde humørsvingninger.

Men de intense beskrivelser af den unge piges mørke sindsafgrund, hvis omfang er svimlende, så dybt, at hun har betydeligt nemmere ved at flirte med selvmordet end med drenge, gør bogen noget for sig. De rugende grublerier er et dominerende tema bogen igennem, kun afbrudt af momenter af
livsglæde.

Beskrivelsen af den dybe tristesse er usædvanlig, og kombineres med fantastiske beskrivelser af hendes sanselige natursyn – solens stråler gennem træerne, vanddråber på bladene som tusindvis af skinnende perler, græssets stille hvislen – som hun formår at fastholde i knivskarpe, men
alligevel drømmeagtige billeder.

Skarpheden mærkes også i kritikken af samfundet og det russiske folk. Hun er bestemt anti-bolsjevikisk og raser mod jævne menneskers medløberi overfor systemet. Det holder hun ansvarlig for sultedøden i Ukraine hvor 5 millioner mennesker omkom, men hun ser også systemet som forbryderisk fordi det slavebinder mennesket.

Det var samtidigt med danske kommunisters benægtelser af sultkatastrofen, og i en post-‘Murens fald’ tid er den kun 14-15-åriges piges klarsyn med hensyn til systemets forbrydelser og dets påvirkning af Sovjet-mennesket utrolig.

Ved en husundersøgelse fandt Sovjetmagten hendes kritiske skriverier, som straffede hele familien med forvisning til Sibirien. Bogen er suppleret med myndighedernes understregninger af de passager, som de fandt undergravende. Styrets grovhed og dumhed understreges samtidigt, for det er ofte svært at se det forbryderiske i de valgte passager.

Igennem årene 1932 til 1937 foregår en klar modningsproces, hun analyserer og bliver klogere på sig selv, lærer nogenlunde at håndtere sit tungsind. Men hendes analyser spidder ikke den antisemitisme som også stikker sit hoved frem. Hun er dobbelttydig, for bebrejdelserne mod samfundet rettes bl.a. mod “de onde jøder”, men alligevel er hun glad for sin jødiske
veninde, Ksjuska.

Ninas russiske alvorlighed og sanselighed kombineret med hendes højt udviklede iagttagelses- og formidlende evner, som kun en stor litterær begavelse besidder, gør bogen til en stor læseoplevelse.

 Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter